Fotos fra ankomsten til Grønland
Del 3: Nissebanden lander i Grønland
Den store maskine kredsede nu lidt rundt i den klare luft, og fandt endelig et stykke asfalt midt i bjergene, hvor der lå et par huse omkring. Nisserne kiggede lidt på hinanden. Var det her ? Ja, maskinen satte hjulene på landingsbanen og rullede ind til en stor bygning. Alle fik nu travlt med at finde posen med de toldfrie varer frem, og sikre sig, at der ikke var en af de andre, der havde fået byttet rundt på poserne. Da alle var kommet ud, fandt de ud af, at det var slet ikke her Hotelnissen boede. Nu skulle de først vente nogle timer, og så skulle de med en anden flyvemaskine hen til et sted, der lød lidt farligt. Det lød som "Nuke", og det skulle nok passe, for var der ikke noget med at nogen nisser ovre på en borg i Hovedstaden engang havde givet nogle indianernisser lov til at lege krig heroppe ? Ja, det ene ord tog jo det andet, og snart var der lige ved at vise sig et snævert flertal for at tage hjem igen. Men så blev det råbt over en højtaler, at nu skulle man gøre klar til at flyve til Nuuk, og da det jo var inkluderet i prisen, og billetten ikke kunne refunderes, skyndte alle sig at stille op i køen. Den nye maskine var godt nok ikke stor, men det lykkedes da at få alle nisserne ombord. Og af sted gik det. Nu skulle de snart se Hotelnissen, og et ordentligt måltid mad kunne man jo også snart trænge til. Det var jo efterhånden nogle timer siden, man havde rejst sig fra morgenbordet, og serveringen ombord havde ikke kunnet mætte alle nisserne, for fadene var kun blevet båret rundt én gang i det store fly tidligere på dagen. Lovnissen var slumret ind et kort øjeblik, men vågnede nu og krævede straks et måltid mad serveret, for han var sikker på, at han var blevet sprunget over, og selv om de andre nisser bedyrede, at de ikke havde fået hverken vådt eller tørt, var Lovnissen nu alligevel overbevist om, at de andre bildte ham noget på ærmet.
Nå, han skulle nu nok blive mæt, tænkte han. Han havde jo sin pølse, og den kunne han jo bare lade være med at dele med de andre, så var der rigeligt til ham selv.
De andre nisser kiggede imens interesseret ud ad vinduerne. Her var vel nok meget sne, og bjerge var der også. Det lignede jo slet ikke det derhjemme ved Nissehulen. Og nu havde de jo set én by, som slet ikke var en by, så hvordan ville den næste by så se ud ?
Pludselig dukkede der nogle huse op, og dér endnu flere, og dér en havn med skibe. Nå, nu begyndte det at ligne det man kendte derhjemme fra. Det beroligede jo nisserne en del, for de kan nu bedst lide det de kender. Flyet landede i et snehvidt landskab, som dog viste sig at være en ordentlig gang sjap, for der var slet ikke så koldt, som nogen havde troet. Nisserne strømmede nu ind til bagagebåndet for at sikre sig deres bagage.
Da det var klaret, gik det pludselig op for nisserne, at NU VAR DE HER - Hotelnissen stod pludselig der i døren og vidste næsten ikke hvordan han skulle opføre sig. Han havde jo godt nok spekuleret noget over det her med at næsten hele resten af nissebanden skulle komme, men da de pludselig stod der, blev det lidt for meget for ham. Han havde jo savnet dem !
Bogholdernissen, som han havde skændtes så meget med i telefonen om priser og rabatter og den slags ting; Den store Golfnisse med den glade snak og den nedadvendte pegefinger, når noget skulle understreges, Banknissen, som altid befandt sig i skyggen af Den store Golfnisse, selv om han nu var flyttet til en anden nissehule, og som nu trivedes bedre end nogensinde; Makrelnissen som havde fået et eller andet med sine ben, men som altid spredte godt humør med sit vid og glade øjne; Tøjnissen, der som altid råbte op og sagde ting, som ingen velopdragen nisse overhovedet turde tænke, og selv om hans arbejde faktisk var at pakke ting ind for folk, ja så pakkede han i hvert fald ikke de ting ind han sagde. Men mærkeligt nok elskede alle i nissebanden ham alligevel. Lovnissen som altid helst ville undgå slagsmål, og gerne så, at tingene ikke blev for dyre, men som også kunne bringe nissebanden ud i fantasiens verden med sine oratoriske evner (At han så ikke kunne stoppe igen, er en anden historie) ; Snenissen, som ikke kunne sidde stille i 2 minutter, og som altid var optimist, uanset om det gik op eller ned; Elnissen som kunne det der med at lave alting selv, og som med sin energi og positive holdning til tingene, altid kunne lette på en trist situation; Kabelnissen, som havde set alt og prøvet alt, og derfor vidste alt. Man sagde om ham, at han havde en hemmelig nissehule et sted med et dejligt lille nisseskår, men ingen havde nogensinde set det, så det var nok bare lyv. Og Transportnissen, som elskede god mad og god vin, og som man altid kunne få det seneste bysladder hos. Og endelig var der jo ham EDB-nissen, som ingen rigtig forstod hvad lavede, og tit lød det som om han heller ikke selv vidste det.
Jo, de var der næsten alle sammen. Kun manglede Reklamenissen, som var nødt til at blive hjemme, fordi der skulle laves julekataloger, og Hønissen, som havde glemt at lægge penge i nissebøssen, og som derfor var blevet sat til at passe nissehulen, mens de andre var væk.
Hotelnissen kunne ikke sige sig fri for at være lidt stolt. Her kom næsten hele flokken stimlende gennem tolden, og forhåbentlig havde de husket pølsen og vinen, så der også kunne holdes fest. Hotelnissen viste vej til udgangen, og forklarede, at nisserne netop havde undgået en snestorm, og at sneen nok snart ville smelte. Imens var der arrangeret kørelejlighed til byen med diverse 4-hjulstrækkere, og nisserne fik nu det første indtryk af byen. Masser af farver på de smukke træhuse lyste op, men der var også grimme betonklodser. Én af dem husede 1% af Grønlands befolkning sagde man ! Det lyder utroligt, men sådan var der så meget nisserne ikke forstod !
Inde i byen mødte vi et sælsomt syn: Et lyskryds ! Godt nok var det ikke et rigtig lyskryds, faktisk var det kun en fodgængerovergang, men det var jo sådan set ligemeget. Alle måtte standse og vente til der blev grønt, uanset om der var nogen der havde lyst til at gå over gaden.
Lige ud for lyskrydset lå Hotelnissens domicil: Et kæmpe hotel med navnet Hotel Hans Egede. Det så godt nok flot ud, og da de kom ind, fik alle en nøgle til deres eget værelse. Det havde de aldrig prøvet før. At have sit eget værelse, hvor man bare kunne gøre som man ville, uden at nissemor, eller de andre nisser bestemte noget. Det var da helt utroligt. Men også lidt skræmmende, for de var jo ikke vant til at sove alene derhjemme, og selv når de tog på deres årlige skitur, havde de for vane at sove sammen, i hvert fald to og to.
På værelset havde hotelnissen sørget for en fin velkomst, og en masse papirer med programmet for de kommende dage. Det lød spændende. Nu her den første dag skulle de mødes om lidt, og drikke lidt nisseøl sammen, og senere skulle de så holde nissemøde hjemme hos hotelnissen.
Nisserne mødtes ovre på en nissebar sammen med hotelnissen. Alle skulle have nisseøl, men det var godt nok lidt dyrt det her nisseøl, så man måtte spare lidt, hvis lommepengene skulle række. Men hyggeligt var det i hvert fald, og alle der kom ind i nissebaren syntes at kende Hotelnissen ganske godt. Han var blevet et kendt ansigt i byen, kunne nisserne se. Og så fortalte Hotelnissen historier om livet i Grønland, og de spændende ting han havde oplevet. Men også at det sommetider kunne blive lidt ensomt heroppe.
En anden ting han fortalte var, at han også havde lært nogen af dem at drikke rødvin. Det kunne de godt lide, men de kunne ikke helt udtale det, så i stedet plejede de at sige: "Hva' så Sven, har du noget Ro´vin ?"
Men nu skulle nisserne skynde sig tilbage til hotellet for at gøre klar til nissemødet, og Snenissen havde lovet at lave maden, så han havde allerede længe stået klar med forklæde og skarpslebne knive, og ventet på at Hotelnissen blev færdig med sine fortællinger om livet i Nuuk.
Efterhånden som nisserne blev klar, trissede de ned gennem byen, nyvaskede, og medbringende pølser og andet godt julesul til Hotelnissen. Godt nok blev nogle af nisserne lidt sulte på vejen, men en enkelt pølse eller to ville Hotelnissen såmænd slet ikke lægge mærke til, så mens de gik, hyggede de sig med et par pølser.
Transportnissen ankom i et vældigt humør. Han synes at livet var Hammer Hammer fedt, for han sku' ha' mad li' om lidt. Lovnissen glædede sig også, men da han fandt ud af, at Hotelnissen ikke havde hele hvidløg på lager, måtte han straks til byen og købe et glas, for uden hvidløg var han sikker på at han ville pådrage sig alskens sygdomme, og måske ville det endda gå så galt, at han tabte appetitten.
Alle blev nu bænket, og Snenissen serverede en nissedrik, som nisserne aldrig havde prøvet før, men den satte stemningen endnu et par grader i vejret. Så blev der båret fade ind med det dejligste julesul, og dertil serverede Hotelnissen den lækreste Ro´vin. Så en del af nisserne blev efterhånden helt snurrige oppe i nissehuen.
Hotelnissen var også blevet i et vældigt humør, og pludselig så man ham danse rundt med fjernsynet, mens det spillede "You can leave your hat on", som er Hotelnissens favoritnummer.
Og videre gik det med sang og munter bægerklang. Og det underlige var, at det blev aldrig helt mørkt.
Bogholdernissen havde været tavs et stykke tid. Han var ved at regne ud hvad klokken egentlig var, for der var noget galt. Nu havde de været på farten i over 20 timer, og alligevel havde klokken kun lige passeret midnat. Men i hvert fald var han blevet træt nu, og Lovnissen og flere af de andre var også slumret hen.
Hotelnissen syntes derfor det var på tide at slutte mødet, og mens han forsøgte at sætte brillerne lige på næsen, takkede han for fremmødet og de dejlige pølser.
Og inden de gik, havde han en overraskelse til dem. For i morgen skulle de besøge Julemandens postkontor, og måske var de så heldige at møde Julemanden, og gjorde de det, vidste man jo ikke hvad der kunne ske; ja måske fik de også en julegave !