Fotos fra dag fire i Grønland

• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 

 Jo, solen skinnede, så i dag skulle de ud og flyve. Ved morgenrisengrøden fortalte Hotelnissen, at de jo godt nok skulle ud og flyve, men det var ikke en helt almindelig flyvemaskine, næh, det var en der kunne sejle ! Ja, det var godt med ham Hotelnissen, tænkte nisserne. Drille og gøre nar, det kunne han lide, men en flyvende fiskekutter, det havde de ligegodt aldrig hørt om. Der var bare ét lille problem: Der kunne ikke blive plads til alle. Makrelnissen mente, at det nok var bedst at han blev tilbage, for det der med benene gik ikke så godt lige i tiden, og Hotelnissen afstod også, da han jo havde set det hele før. Men der var stadig én for meget. Det løste sig imidlertid straks da Hotelnissen forklarede, at der skulle betales en gruelig masse nissepenge for flyveturen. Bogholdernissen var hurtigst til at række hånden op, så han blev også tilbage. Han blev dog en smule skuffet, da det gik op for ham, at han ikke fik alle de rare penge, som SAS plejede at give ham hver gang han rakte hånden op, når han skulle ud og flyve derhjemme.  

Alle blev udstyret med en solid madpakke, som Hotelnissen havde sørget for til nisserne. Der opstod en vis tumult, da det viste sig, at alle fik lige store madpakker. De ældste af nisserne mente, at det måtte fordeles efter vægt og alder, ligesom en del mente, at de skulle have lov til at bestemme indholdet. De yngre nisser var dog godt tilfredse, for det var jo en oplagt mulighed for at gøre en god handel. Da gemytterne havde lagt sig nogenlunde, blev alle sendt af sted til lufthavnen, hvor fly og pilot ventede. Det viste sig, at piloten var medlem af den lokale Nissebande, og at han venligst havde lånt flyvemaskinen, som han var ligeså spændt på at prøve, som nisserne. Den så godt nok noget klejn ud, men ved fælles hjælp lykkedes det alle at få pakket sig sammen i den lille kabine. Selv om den godt nok havde et mærkeligt understel, kunne alle jo se, at Hotelnissen bare havde lavet sjov, for den lå overhovedet ikke i vandet, men stod på jorden, ligesom alle andre maskiner.

Mens maskinen rullede ud til start, skiftede Den Store Golfnisse langsomt ansigtskulør, og blev bemærkelsesværdig tavs. Men op kom maskinen, og med et flot drej svingede den ind over de flotte fjelde omkring Nuuk. Det var et betagende syn at se det blanke vand og de smukke fjeldtoppe, efterhånden som maskinen fløj ind mod indlandsisen. Ved iskanten drejede maskinen pludselig ned mod vandet, og lagde an til landing. Men der var jo ikke nogen landingsbane ! Kun vand. Så havde Hotelnissen forhåbentlig alligevel ret.

Jo, elegant landede flyet midt ude i vandet, så skumsprøjtet stod omkring det, og taxiede ind til vandkanten i en smuk lille vig. Nisserne balancerede forsigtigt ud på landingsstellet, som vist hedder pontoner, når det kan lande på vandet, og hoppede det sidste stykke ind på land. Sikken stilhed ! Solen skinnede, og ikke en vind rørte sig.

Med en vis undren kiggede de sig omkring. Der var jo ikke skyggen af en isklump så lagt øjet rakte. Men piloten instruerede nisserne om, at de blot skulle trave op over bakken, så kunne de se den. Med madpakkerne som eneste udstyr, begav nisserne sig nu på vandring i den Grønlandske natur. I begyndelsen gik det rask af sted, men hurtigt blev der en vis spredning i tropperne, og inden toppen blev nået, bekendtgjorde både Elnissen og Den Store Golfnisse, at nu var de ligeglade med de skide isklumper, for nu gik de ikke mere. Selv om Banknissen forsøgte sig med Fazermint som lokkemiddel, lykkedes det ikke at få dem med videre.

Det skulle dog hurtigt vise sig at være dumt af dem, for på den anden side af bakken, viste der sig et meget smukt syn: Som om en kæmpehånd havde kastet dem, lå isblokke strøet ud i en lille fjord, og da man kom helt tæt på, kunne man se, at de lyste, som var der installeret elektrisk lys i isblokkene.

Trætte af den lange vandring, var nisserne blevet sultne, og det er jo en alvorlig sag for en nisse, så de blev hurtigt enige om at holde pause for at indtage deres medbragte madder. På et smukt bakkedrag sad nisserne nu og nød de madderne, medens de kiggede på de smukke isblokke. Langt ude kunne de pludselig se, at én af isblokkene begyndte at rulle rundt, og det gik op for dem, at det der med afstande og størrelse er et relativt begreb i Grønland, for helt lille var den der isblok da vist alligevel ikke.

Snenissen var naturligvis for længst blevet færdige med madpakken, så han fór rundt og tog billeder af alt og alle.

Efter et hvil begav nisserne sig tilbage, og fandt flyvemaskinen ventende. Men de skulle nu ikke flyve med det samme igen. I stedet sejlede maskinen over til en lille by, eller bygd, som det hedder på de kanter. På kajen var der lidt opstandelse, for der var netop bragt en Klapmyds, eller sæl i land. Et meget flot og stort dyr, som der sikkert skulle festes over. Nisserne fik nu lejlighed til at kigge nærmere på byen, hvor der både var kirke, skole og købmandsbutik. Adskillige af nisserne fik også en hyggelig snak med nogle af de lokale, og de små børn kiggede nysgerrigt på de mærkelige nisser, der var kommet på besøg.

Så var klokken efterhånden blevet mange, og piloten kaldte til afgang. Da han fik maskinen i luften, viste han til visse af nissernes store skræk, hvor skarpt sådan en maskine kan dreje, og flyve hurtigt ned og op. Men alle beholdt madpakken indenbords. En rigtig nisse lader jo ikke god mad gå til spilde !

På vejen hjem kunne nisserne igen nyde den storslåede natur, og også se, hvordan der var spændt kabler tværs over en fjord ind til Nuuk, for at skaffe strøm til byen.

Vel ankommet til Nuuk lufthavn igen, hvor Hotelnissen og de andre tog imod, kunne nisserne igen slappe af ovenpå den spændende flyvetur. I samlet flok drog de tilbage til hotellet, hvor man hyggede sig og snakkede om den dejlige tur.

Aftenen blev igen tilbragt i Hotelnissens private hybel, hvor dejlig mad, god Rovin og snak og latter afsluttede en minderig dag i nissebandens historie.

Men Julemanden ? Ham havde de helt glemt at kigge efter - og det var jo ikke så godt. For tænk nu om de havde mødt ham uden at vide det. Så havde de jo forsplidt chancen for kunne fortælle, at de havde mødt ham til de andre nisser derhjemme, og julegaver fik de jo så heller ikke.

Hotelnissen forsøgte at trøste nisserne, og fortalte, at i morgen skulle de hen og besøge Julemandens postkontor, og det kunne jo være at de kunne finde ham der. Og hvis ikke, kunne de i hvert fald sende et postkort hjem derfra. Det synes nisserne lød spændende, og således beroligede tørnede de ind, spændte på hvad næste dag ville bringe.