Nissebanden anno 2016

Denne lille historie om Nissebanden blev skrevet til Julemødet i december 2016.

Redaktøren alias EDB-nissen syntes, at det nu var tiden at gøre status over Nissebanden, som opstod i 1996 hvor vi var draget til Grønland i håbet om at finde Julemanden og måske få en gave af ham.

På de følgende Julemøder fik vi et kapitel af historien om Nissebandens rejse til det høje nord. i alt blev det til 8 kapitler om Rejsen til Grønland, som du kan finde på menuen til højre.

Men her er så en lille status her 20 år efter at vi var i Grønland.

Nissebanden havde nu efterhånden mødtes i mange år. Ingen havde helt tal på hvor mange, men det var heller ikke noget nisserne gik så højt op i. Måske lige bortset fra Bogholdernissen, som hvert år ivrigt talte sammen og trak fra, uden at han dog helt kunne få det til at passe. Og hver gang han bekendtgjorde sit resultat, opstod der straks en vældig diskussion, hvor nogen mente at tallet var alt for højt, og andre at tallet var for lavt. Som altid endte det med, at Bogholdernissen satte sig hen i hjørnet og regnede videre på den lommeregner, han havde fået installeret på sin nissofon.

Et andet tal, der også drillede lidt var hvor mange nisser, der egentlig var i Nissebanden.

Det var naturligvis ikke svært at tælle dem, der var samlet når de mødtes, men hvor mange manglede, og hvem var det så lige der manglede ?

Jo, de vidste jo godt, at Den Store Golfnisse var draget op i Nissehimlen for mange år siden. Ham savnede de meget og fortalte stadig historier om, så de alle måtte holde sig på maven af grin. Det var jo ham der bestemte over alle nisserne, og det havde været lidt trygt, at der altid var en der kunne skære igennem og stoppe diskussionerne. Han kunne også en gang imellem trække én af nisserne til side, og give ham et par alvorsord med på vejen, når der var behov for det. Siden var det blevet lidt mere besværligt, for nu skulle nisserne selv finde ud af, hvornår de skulle holde inde med deres drillerier. Det var ikke altid lige let, så nogen gange endte det med, at nogle af nisserne blev lidt sure på hinanden, men heldigvis varede det ikke så længe, inden de var gode venner igen. 

Så var der jo også ham Transportnissen, der havde forladt Nissebanden. Ingen vidste egentlig helt hvorfor. Måske var han rejst, eller også havde han fundet en anden nissebande et sted. Men nisserne savnede ham, ikke mindst fordi de synes det var sjovt når han blev lidt vred over at blive drillet. Og han havde altid haft nogle sjove idéer, og havde mange gange inviteret andre nisser som gæst, når han holdt sine møder, så nisserne kunne lære lidt om det der foregik rundt omkring. 

Og så var der jo ham Kabelnissen. Gad vide hvor han var blevet af. Ingen havde hørt fra ham i mange år. Bare han ikke var faret vild på én af sine mange rejser ud i verden. Men nisserne kunne sagtens huske ham, for han fortalte evigt og altid om at rigtig musik skulle høres på vinylplader. Og så skulle man også sørge for at have nogle fine kabler med guld på, og nogle meget dyre højttalere, for ellers kunne man ikke høre alle ridserne på pladerne. Jo, det var tider dengang. Nu om dage var musik bare noget der var overalt, ja selv på nissofonen kunne man spille musik. 

Og så var der jo Tøjnissen, som havde skrantet lidt på det seneste. Til sidst måtte han rejse over til en stor by på den anden side af vandet for at blive opereret. Det var også gået fint, og han var kommet hjem igen, men så en nat drog han sit sidste suk, og rejste op til Den Store Golfnisse, hvor de nu kan sidde og få sig et slag kort, og mindes gamle dage sammen. Nisserne havde været meget kede af at miste Tøjnissen, for han var sådan en farverig nisse. Altid havde han godt humør, og især i sine yngre år yndede han at tage noget sjovt nissetøj på, og køre rundt i en mærkelig kane. Han var skam også blevet kendt udenfor Nissebanden, for han var tit i fjernsynet og spillede bingo. Det var ham der snakkede med dem ude i nissehulerne, der havde købt spilleplader, og så ringede ind til Tøjnissen, når de havde rækken fuld. Han var god til at snakke med alle, og han gjorde aldrig nar af nogen, selv om der nok var nogen ind imellem, som han syntes var lidt mærkelige.

Jo, og så var der Makrelnissen, men ham så de jo en gang imellem, når de mødtes. Godt nok var Makrelnissen med årene blevet lidt dårlig til at bevæge sig, men så havde han fået en til at hjælpe sig, og han havde også fået en fin kane, som man kunne køre kørestolen ind på, så han stadig kunne komme omkring. Og han kunne stadig skrive og læse, så han fulgte ivrigt med i hvad der skete i Nissebanden.

Nissebanden var således blevet færre med årene, men de holdt stadig sammen og mødtes en aften hver måned for at spise deres elskede Risengrød, drikke et krus Nisseøl og få en snak om stort og småt. EDB-nissen skrev i den store Nissebog, så de alle kunne følge med i hvad der var sket i løbet af årene. Det var lidt sjovt at tænke på alle de ting de havde lavet sammen. Tænk, de var en gang draget helt op til Julemandens land, fordi Hotelnissen var flyttet derop. Det havde været en fantastisk tur, som nisserne nød at snakke om, når de mødtes siden hen.

Men hvem var det så, der mødtes, og hvad havde de egentlig fordrevet tiden med i de mange år, der var gået ?

Hotelnissen var jo kommet hjem igen, og havde kastet sig over at lave mad, som han solgte i en restaurant der hed Gaucho. Senere flyttede han ned sydpå, hvor han også lavede en restaurant, men for nogle år siden var han så kommet hjem igen, og var nu deltidspensionistnisse medens han fartede rundt i kanen og solgte plastikkort, hvor der stod OK på.

Reklamenissen havde lukket sit reklamefirma, og havde nu job oppe nordpå, hvor hans job var at få andre i job. Nisserne forstod ikke helt hvad det gik ud på, men Reklamenissen var glad og tilfreds, så det var sikkert godt nok.

Hønissen havde skippet grisene for mange år siden, og var flyttet fra gården. I stedet arbejdede han med alt muligt forskelligt. Det var han godt tilfreds med, hvis ellers lønnen var i orden. Men nu var det ved at være tid til at stoppe og hellige sig de hjemlige sysler, og så hjælpe til rundt omkring på gårdene med høsten og kartoffeloptagningen. Hønissen havde altid lignet én af de unge nisser, og der var stadig masser af energi og rastløshed i ham.

Snenissen havde jo for mange år siden importeret tøj fra det fjerne østen, men de senere år havde han kastet sig over byggeri af nissehuler. Det var gået ganske godt, og han havde endda bygget en til sig selv og hans nissepige. Han havde jo en gang ved et tilfælde fået en golfkølle i hånden, og med vanlig ildhu var han efterhånden blevet ganske ferm udi at slå en lille bold langt ud på en stor græsplæne, for til sidst at trille den i et lille hul, og så starte forfra. Det gik meget af tiden nu med, og så var han også kommet med i det lokale kulturliv, hvor han lavede koncerter og gik til foredrag.

Lovnissen havde i mange år hjuplet andre nisser med at finde rundt i de mange love og regler, som åbenbart skulle til for at holde ro og orden i Nisseland. Men her på det seneste havde han droslet kraftigt ned, så han kunne koncentrere sig om at passe de mange nissehuler han efterhånden havde købt. I ny og næ tog han dog stadig en klient eller to, for det var jo svært at slippe arbejdet helt, og honoraret var da stadig rimeligt.

Banknissen var egentlig stoppet i banken, men inden han fik tid til at nyde det, var han pludselig blevet teaterdirektør. De andre nisser syntes godt nok, at det var noget at et spring, men Banknissen havde forklaret, at det var fordi teatret dernede sydpå havde lidt problemer med at få styr på pengesagerne, og at han derfor lige skulle sørge for at de ikke brugte mere end de tjente. Det gjorde jo selvfølgelig heller ikke noget hvis de kunne tjene lidt mere, men det var der så en anden direktør der skulle hitte ud af. Det var gået rigtig godt med begge dele, så derfor ville Banknissen nu prøve at stoppe igen, og denne gang håbede han så på, at der ikke kom nogen andre og rev i ham, for nu ville han gerne nyde det lidt sammen med sin nissepige, og så have lidt bestyrelsesarbejde ved siden af.

Elnissen havde ved et tilfælde fundet på, at han måske kunne tjene lidt penge på julen, som jo ellers kunne være en bekostelig affære med alle de gaver der skulle købes ind. Tilfældet ville, at han havde købt et el-firma inde i byen, som bl.a. lavede julepynt til byens handlende. Han var så begyndt at udvikle lidt på det tingel-tangel, der blev hængt op i gaderne til jul, og drog nu land og rige rundt og solgte eller lejede julepynt ud. Det var meget sjovere end at skrue stikkontakter i væggene, så det havde han overladt til nogle andre, og nu håbede han på, at han kunne se frem til en tryg alderdom. 

Bogholdernissen var gået på tidlig pension efter at han fik lidt knas med hjertet. Men tiden gik fint med at klare de hjemlige sysler og den store familie han havde fået samlet. Hvor mange små nisser han havde i sin familie var han ofte selv i tvivl om, men at han havde flest af alle nisserne, var der ikke tvivl om, i følge ham selv.

Yngste nisse i Nissebanden var EDB-nissen, som i mange år havde arbejdet med at skrive 1-taller og 0’er i uendelige rækker. Ingen af de andre nisser havde forstået hvad det gik ud på, men det lød som om det var noget meget vigtigt, når EDB-nissen fortalte om det. Nu var han så også stoppet, så han i stedet kunne hellige sig sine hobyer med at male flag og skrive lange historier i aviserne og i Nissebandens dagbog.

Det var så en lille historie om alle nisserne, som den kunne fortælles her hvor Julen 2016 nærmede sig. De fleste havde helt eller delvist skiftet den travle hverdag ud med en lidt roligere, medens andre fortsat arbejdede for føden. Men én ting var uforandret, nemlig at de én gang om måneden mødtes og hyggede sig sammen i de hyggelige nissehuler, medens de nød den dejlige Risengrød og Nisseøl. Og sådan skulle det forhåbentlig fortsætte mange år endnu.

EDB-nissen