Mandag den 16. august modtog vi denne mail fra Bente, Janne og Anja:

Kære familiemedlemmer og venner til Lars Krogh hansen

I dag bevægede min ægtemand og vores far Lars Krogh Hansen sig efter eget ønske ind i den drømmeløse søvn. En læge og sygeplejerske deltog i overgangen. Lars fik noget beroligende, inden han modtog morfin og respiratoren blev slukket. Alt forløb fredeligt.

Æret være vores elskede Lars.

Efter at have levet med sygdommen ALS i 28 år, havde Lars besluttet at tage afsked med livet. En lang og sej kamp, hvor han imod alle odds formåede at bevare livsviljen trods de store udfordringer han mødte.

Vi Tablere mødte Lars første gang, da han blev medlem af Round Table no. 5 i 1984. Med sit venlige væsen og dejlige humor bidrog Lars til det gode kammeratskab, der prægede klubben. Lars var af natur empatisk, og altid åben for en snak om store og små begivenheder på tomandshånd. Medens andre fyldte meget, nogle gange lidt for meget, var Lars den mere stille natur, der holdt af at betragte tingene.

Lars var i sin ungdom en dygtig bokser, og den færdighed brugte han til at vise, at han også var mand for at stille op, når nogen trængte til en hjælpende hånd. Anekdoten er blevet fortalt utallige gange, og har fået lidt forskellige versioner. Men kort fortalt er historien, at vi på en skitur i Norge havde en festlig aften. 'Den lille mægler' havde rodet sig ud i en skærmydsel med nogle gæster i en anden lejlighed, og han søgte derfor skyndsomt tilbage til os. Men pludselig stod der nogle mænd i døren, som gerne lige ville tale med Hammershøy. Lars og Stig tog i stedet snakken, hvilket affødte, at én af mændene slog ud efter Lars. Det skulle han ikke have gjort, for pludselig befandt manden sig på gulvet i lettere groggy tilstand, og sammen med de andre forsvandt han hurtigt. I de år bekrigede nogle rockerbander hinanden, og især Makrellen og Snotten var blevet kendt gennem pressen. Så naturligvis blev Lars og Stig straks døbt Makrellen og Snotten.

Lars havde i de år travlt med at bygge sit firma, Inform op, og det lykkedes ham at skabe en stor virksomhed med egen fabrik til produktion af klinikinventar. Men samtidig måtte han igennem en skilsmisse, som ikke var let for ham, især fordi han havde fået to dejlige piger, Anja og Janne.

På en skitur med koner og børn dukkede Bente op, som han havde mødt gennem sit arbejde. Med sit friske gåpåmod blev Bente hurtigt en del af kredsen, og vi glædede os over at Lars havde fundet kærligheden igen.

I begyndelsen af 90'erne faldt mange af os Tablere for 40 års aldersgrænsen, og vi dannede en ny Mumieklub, 41.8, hvor 14 af Tablerne fandt sammen og mødtes privat hver måned.

Ved et møde hos Trier bad Lars om ordet, rejste sig og fortalte, at han var blevet diagnostiseret med sygdommen ALS, og at han derfor langsomt ville miste førligheden. Sygdommen kunne ikke helbredes, og prognosen var ca. 5 års restlevetid. Vi havde svært ved at fatte hvad det var Lars fortalte os, men efterhånden som tiden gik, kunne vi jo se, at Lars fik vanskeligere ved at bevæge sig.

I 1996 besluttede vi at drage til Grønland for at besøge Sven, som var blevet hoteldirektør i Nuuk. Møderne gik jo på tur, og da det blev Svens tur til at holde møde, ringede vi ham op og spurgte ham om ikke han havde tænkt sig at inviteres os. Det havde han selvfølgelig, så alle sejl blev sat for at arrangere turen, helst så billigt som muligt. 11 Mumier drog afsted på det der skulle blive én af de helt store oplevelser for os. Og selvfølgelig var Lars med på turen. Mathis stod trofast ved hans side, så faktisk kan man sige, at Mathis var Lars' første personlige hjælper. Vi lånte en kørestol, så Lars kunne deltage i de fleste af vores aktiviteter, dog måtte han afstå fra turen i en vandflyver til indlandsisen.

Lars deltog i så mange mumiemøder som muligt, og til mange af dem var Aksel med som personlig hjælper. Aksel blev nærmest uformelt medlem af Mumieklubben. Men efterhånden som sygdommen skred frem, måtte Lars meddele, at han ikke kunne deltage i møderne, hvorfor han formelt meldte sig ud. Men faktisk har vi aldrig helt accepteret hans udmeldelse, for i alle årene er han forblevet på vores medlemsliste, og har modtaget  mails om hvad der skete i klubben. På trods af sit handicap formåede Lars at kommunikere på skrift, de sidste år ved at skrive med øjnene ! Og altid kom der svar og kommentarer fra Lars, når der var anledning til det.

Lars blev noget af en børshaj, for han brugte meget tid på at handle værdipapirer, og har sikkert mange gange scoret en gevinst på markedet.

Lars kastede sig også ud i et stort bogprojekt, for han havde besluttet at skrive en biografi, og gennem tre år samlede han oplysninger og skrev sin historie. I Julen 2018 modtog vi alle et eksemplar af hans bog, som havde fået titlen: "Som jeg husker det". Bogen er på 499 sider, og er flot indbundet.

I et brev, der var indlagt i bogen, skriver Lars blandt andet:
"Kære Mumieven
Ethvert menneske er unikt ved sin historie. Den erfaring vi alle høster og opsamler gennem årene, er med til at forme os til den person, vi har udviklet os til at blive.
....
Vores venskab gennem Round Table og senere i Mumieklubben er aldeles enestående.
Du har i mange år været en del af mit liv, og derfor har jeg naturligvis lyst til at give dig et eksemplar af bogen. Det er på tide, du lærer mig at kende ......
Kærlig hilsen fra den 'Kropumulige'.

Med sin biografi havde Lars sat et flot punktum for sit liv, og tanken om at tage herfra begyndte at modnes. Sammen med sine tre piger, Bente, Anja og Janne besluttede Lars, at han ville ind i den drømmeløse søvn, som han selv betegnede døden. Lars havde gennem mange år udvist en fantastisk vilje, og da livet blev for svært, udviste han igen en viljestyrke, som de fleste af os ikke har.

Lars, du var et fantastisk menneske og en god ven, som vi alle værdsatte højt. Vi vil savne dig, men heldigvis har vi de mange minder om dig.

R.I.P

Redaktøren