Vi ser video fra vort internationale møde i Aalborg i juni 1989

Torsdag den 7. september 2017

Sæsonåbning med nostalgisk tilbageblik

Efter en sommer, hvor vejret mildt sagt har været i det lunefulde hjørne, var det igen tid for mumierne til at mødes.
Så her i begyndelsen af september satte vi hinanden stævne, denne gang hos deres ærbødige.

Der var denne gang 'fuldt hus', for godt nok havde Isak meldt et muligt afbud p.g.a travlhed med at få høsten i hus, men den megen regn det seneste døgn gjorde, at høstarbejdet var blevet midlertidigt indstillet, og Isak kunne derfor alligevel deltage i aftenens møde.

Siden vort seneste møde hos Sven i juni, er der desværre sket det, at vor gode ven Niels Trier døde i juli efter et længerevarende sygdomsforløb. Niels var dog frisk nok til at deltage i junimødet, ligesom han har deltaget tidligere, så ofte det var muligt for ham. Niels var højt værdsat i vores lille klub, og vi tænker med glæde tilbage på de mange gode oplevelser, vi har haft sammen med ham gennem årene. Niels blev bisat fra Svenstrup kirke tirsdag den 11. juli. I en fyldt kirke, smykket med et væld af blomster tog vi afsked med Niels, og Vor Herre akkompagnerede Niels' sidste rejse med tordenbrag i det fjerne, da vi forlod kirken. Efterflg. havde Bente indbudt til en lille mindehøjtidelighed på Café Frederiksberg i Vejgaard, hvor famile, venner og bekendte mødtes til en hyggelig sammenkomst.

Indenfor det seneste år er vi således blevet ramt af 2 dødsfald i Mumieklubben. I november 2016 døde Torben pludseligt, og nu her i juli døde Trier altså. Det er svært at miste gode venner, især fordi vi havde håbet på at kunne få lov til at få endnu en del år sammen. Men sådan skulle det ikke være, desværre. Heldigvis kan vi så glædes over de mange dejlige stunder vi fik sammen, og de gode minder og historier, der helt sikkert vil blive delt, når Mumieklubben mødes.

Bente havde inden mødet sendt en lille hilsen, og fortalt lidt om, hvordan det står til, både med firmaerne og privat. Ved mødets start fik vi derfor en lille opdatering, hvilket alle var glade for. Vi håber at både Bente og Hanne vil holde os lidt ajour med hvordan det går dem i fremtiden.

Lidt naivt - set i lyset af sommerens vejrlig - havde værtsparret besluttet sig for at servere Flæskestegsburgere med grillstegt Flæskesteg (på Weberen, altså). Men i stedet for at bruge parasollen til at skærme for solen, har vi denne sommer lært at bruge den som paraply, når vi griller. Så medens de 2 flæskestege sydede på grillen, nød vi nogle chips og andre lækkerier, som Inger Marie havde kreeret. P.g.a. den senere Flæskesteg, var flæskesværene dog udeladt denne gang. Ved bordet var der frit slag til at lave sin burger, som man bedst kan lide den. Tilsyneladende er det kun en myte, at Mumierne er faldet lidt af på den m.h.t. appetit. Ihvertfald blev der gået til den, og havde vi ikke investeret i 2 hele stege, var vi da også løbet tør for Flæskesteg.

For nogen tid siden spurgte Hanne, om jeg ville låne et VHS-bånd med en optagelse af vores internationale møde i 1989. Det ville jeg naturligvis gerne, og tanken var at få den kopieret over på DVD. Men det var endnu ikke sket, så derfor havde jeg stadig båndet liggende. Det var derfor nærliggende, at spørge Mumierne, om de havde lyst til at se båndet denne aften. Det var der naturligvis interesse for, så vi udskød kaffen, og satte os ind på Inger Marie's værelse for at se optagelsen. Det blev et både sjovt og nostalgisk tilbageblik til den weekend i juni 1989, hvor RT 5 Aalborg stod som vært for det 11. Europæiske RT 5 møde. Samtidig blev vi faktisk - beskedne som vi er - ret imponerede over det arrangement vi havde stablet på benene. Over 3 dage gik det i hæsblæsende fart fra den ene begivenhed til den næste, og alt var planlagt og gennemført til mindste detalje. Af bådet fik man også genkaldt den fantastiske stemning, der prægede mødet. Så med rette kunne vi godt tillade os at ranke ryggen lidt efter gensynet. Nu må vi hellere se at få båndet kopieret over på DVD, så det kan bevares for eftertiden, og alle kan gense det.

Tiden var næsten løbet fra os, men vi nåede da at på en kop kaffe og Inger Marie's skønne Marengsdessert, som blev rost til skyerne. Herefter begyndte Mumierne lidt efter lidt at søge hjemover, hvilket for efterhånden en del betyder Blokhus.

Og således forløb endnu et af møderne i Mumieklubben. Hyggelig snak - god mad og dejligt samvær, så kan man næsten ikke forlange det bedre her i livet.

Deres Ærbødige Redaktør