Torsdag den 1. september 2016

Vegatarmad med Kødgryde

Kære dagbog

Selvom nogle af mumierne havde ladet sig lokke til at deltage i RT5's 1. møde i august, markerede dette møde den officielle åbning af sæsonen 2016/17 i den ærværdige Mumieklub 41.8.

Godt nok skulle der en venlig reminder fra Mortensen til før det gik op for Jan, at det var faldet i hans lod at være vært ved mødet. Men om mandagen, inden mødet kom invitationen - Bedre sent end aldrig, som man jo siger.

Ved 18.30 tiden ankom Redaktøren sammen med Mortensen, der er "grounded" indtil de får ham repareret på "Riget". Vi medbragte en hvid dug, i fald vi måtte køre ambulancekørsel, hvis der pludselig indløb besked om, at en helikopter stod klar til at fragte Mortensen over til "Riget". Der skete nu ikke noget af den art i løbet af aftenen.

Jan kunne fortælle, at der var indløbet nogle afbud med forskellige begrundelser. Henning havde et bestyrelsesmøde på Teatret. Kaae skulle fragte sin Svigermors kæreste til en beskyttet bolig. Trier havde fundet en afbudsrejse til Malaga, og Isak var arbejdsramt. Den sidste melding vakte en del opmærksomhed, og det var lige før vi blev enige om at erklære den 1. september for officiel flagdag til minde om den dag Isak måtte melde afbud pga. arbejde.

En optælling viste, at vi, foruden værten var Henrik, Svalgaard, Sven, Torben og Redaktøren. Medens Bente puslede i køkkenet, blev velkomstdrinken, bestående af en dåseøl eller ditto vand indtaget sammen med nogle chips og svinehud. Som altid kører snakken livligt på kryds og tværs henover bordet. Desværre er hørelsen hos de fleste efterhånden så dårlig, at dialogen ofte består i, at man siger noget. Så bliver der svaret "Hv'a". Så gentager man, hvad man lige har sagt, og så bliver der svaret på noget helt andet. Men hyggeligt er det da.

Bænket ved det fine middagsbord, forsøger Jan at forklare hvad menuen består af. Selv om han kan pege på fadene, lykkes det ikke rigtig at trænge igennem, så Jan ender med at kalde det for "Vegetarmad med kødgryde". Men godt smagte det, og der blev budt 2 gange !

Som så ofte falder snakken på aktuelle politiske emner, og det mest aktuelle var Regeringens 2025 plan. Ingen havde dog vist det helt store indblik i, hvad den består af, bortset fra et enkelt punkt: Topskatten. Ikke underligt ar det et emne, der optager de fleste mumier, uanset om de fortsat betaler topskat, eller er på "overførsel". Formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelson havde dagen før annonceret, at LA's krav om en nedsættelse af topskatten på 5%, som de gik til valg på fortsat var deres krav, og at de ville vælte Regeringen, hvis ikke de fik deres krav imødekommet. Den udmelding havde naturligvis stjålet al opmærksomheden, også fordi det er noget alle kan forholde sig til. I Mumiekredsen gælder det ofte om at give sin mening til kende først, fordi de andre så er nogle brokrøve, hvis de ikke er enige. Denne aften var Advokaten hurtigst: "Han er da dum, ham Anders", var meldingen. Hvordan advokaten havde fundet frem til dette faktum, står lidt hen i det uvisse, for flere forsøg på at få det forklaret mislykkedes, idet Advokaten blot nuancerede udtrykket "dum" med andre synonymer, som redaktøren skal skåne både læseren og Advokaten for, da injurielovgivningen vist nok også gælder for Advokater ?

Redaktøren dristede sig derfor til at dreje diskussionen over i retning af, om ikke det egentlig er ret prisværdigt, at også politikere nogle gange vælger at "Stå fast". Men det var åbenbart også dumt at gøre. "Man har et standpunkt til man tager et nyt", citerede Advokaten den tidligere statsminister Jens Otto Krag for. Men hvad så med Rasmus Jarlov og De Konservative's kamp om Landbrugspakken og ditto ministeren ? Det var også dumt, var Advokatens lynkonklusion med trumfen: Se nu bare hvordan det er gået De Konservative siden. Jeg har altid stemt på dem, men nu kunne jeg aldring finde på at gøre det igen. Advokatens valgmuligheder blandt partier, der måtte have politikere med en IQ, der kan accepteres synes efterhånden ret begrænsede, må man spagfærdigt tilføje.

Heldigvis udarter diskussionerne sig sjældent til egentligt håndgemæng. Vi har jo efterhånden mødtes i Mumieklubben i 25 år, så vi kender hinanden ret godt, så lidt venskabelig mobning tager man ikke skade af.

Efter en lækker Hindbærkage til dessert, kunne vi bænke os om kaffen, eller slatterne, hvis nogen foretrak dem.

Jan har genoptaget sin malerkunst, og på væggene hængte der og stod en del af Jan's malerier. De er ret flotte og Jan's plan er da også at gøre mere ved den del af hans kreative virke, når han engang går på pension. Advokaten (der var han igen) har jo investeret en ikke ubetydelig formue i kunst, og efter at have kigget lidt på billederne, siger han, at "han da godt kunne tænke sig at købe et par stykker". Hvorvidt der blev indgået nogen handel er dog tvivlsomt, for der skal som regel tinges lidt om prisen, inden Advokaten køber. Således inde på "Kunstmalersporet", forsøgte Redaktøren at fortælle om et spændende projekt som en lokal og ret kendt kunstner er i gang med. Men jeg blev hurtigt afbrudt af Advokaten med ordene: "Han er for dyr". Den erfaring stammer vist nok fra en episode, hvor Advokaten havde bestilt et mindre maleri af bemeldte kunstmaler. Af uforklarlige årsager, havde Advokaten ikke aftalt nogen pris for skilderiet, så da han kommer for at hente det, bliver han åbenbart så chokeret over prisen, at det har sat dybe spor i erindringen. At han fik en klækkelig rabat, fordi han så så ked ud af det, da han skulle betale, har Advokaten åbenbart fortrængt.

Efterfølgende har Redaktøren kigget lidt på hvad Advokater tager i timen. Et opslag på siden "Advokatkompagniet.dk" viser, at en Advokat's timepris pr. april 2015 lå på mellem 2.125 kr. og 3.125 kr. Her kan lidt hovedregning så fortælle. at en dagsløn ligger omkring ligger på omkring 15 - 20.000 kr.

Nå, det var bare en refleksion, uden sammenhæng med noget som helst.

Aftenen gik nu på hæld, og vi begyndte så småt at drysse hjemad. Redaktøren og Mortensen skulle omkring med Sven, så der var lige tid til at Mortensen kunne fortælle om et bekendtskab han havde gjort, da han var indlagt på "Riget" til undersøgelse. Historien gav Redaktøren mindelser om filmen "Nu eller aldrig" eller "The Bucket List" med Jack Nicholson og Morgan Freeman. Har man ikke set den, er det et must, især for sådan nogle "gamle stødere" som os.

http://www.imdb.com/title/tt0825232/

Tak til Jan, og ikke mindst Bente for at ville huse og høre på de gamle mænd og deres snak.

Redaktøren undskylder på forhånd overfor Advokaten, hvis han helt uforskyldt er blevet tillagt synspunkter eller udtalelser, som han ikke har, eller har givet udtryk for.

Redaktøren.