Torsdag den 12. maj 2016

Fællesmøde med Pi'erne

Kære dagbog

Denne dejlige sang lå lige på læben, da vi ankom til Moreavej i Blokhus, hvor Grethe og Henrik havde indbudt til Fællesmøde. Netop denne uge i maj havde vi mærket foråret. Ja, vi havde nærmest haft sommervejr med let østenvind, og så bliver det ikke meget bedre på Vestkysten.

Efterhånden som vi samledes, blev vi beværtet med Russisk Sec og diverse lækre snacks ude på terrassen. Henrik havde samme dag tømt Interiør-butikken inde i Nørresundby for havemøbler. Den er blevet klemt inde af endnu et byggeri på havnefronten, og risikerer nu at måtte lukke, fordi kunderne ikke kan finde hen til butikken. Det var dog lykkedes for Henrik, og han havde meget omsorgsfuldt forhørt sig om indehaverens problemer med at afsætte sine varer. Og af ren omsorg havde Henrik så købt et par komplette havesæt. "Prisen var ikke afgørende" kommenterede Henrik, "og lad lige være med at spilde på hynderne, for Grethe er ikke sikker på om det skal være de blåstribede i stedet for".

Tidspunktet var højst usædvanligt fastsat til kl. 17.30, hvilket simpelthen skyldtes, at Henrik i distraktion havde glemt, at vi altid mødes kl. 18.30. Kaae havde tilsyneladende også misset denne detalje i indbydelsen, for da Redaktøren parkerede dytten på Moreavej, ringede Kaae og spurgte om han kunne få et lift, når vi kom forbi. Det kunne han så ikke, og måtte i stedet gå derhen, men heldigvis har han jo heller ikke mere end nogle få kilometer fra hjemmet i Hune Syd. Hvor Joan var ? Hun var såmænd taget et smut i Singapore. Kaae havde nok glemt at fortælle Joan om Fællesmødet ?

Da vi nu var ankommet lidt tidligt på aftenen - nogen af os, ihvertfald, var der tid til en lille gåtur ned til stranden. Lille og lille ! Afstanden er måske ikke ret stor, men der er altså lige et bjerg, der skal bestiges på vejen. Men så åbenbaredes den flotteste udsigt sig til gengæld også. Klart vejr, så man kunne følge kysten langs hele Jammerbugten. Dovne bølger i det helt stille vejr, og strandgæster, der havde valgt at hygge sig med en strandtur på denne dejlige aften. En stykke henne ad stranden drejede vi op mod klitterne, og passerede dem i et tempo, som passede hver enkelt. Imens blev der hyggesnakket. Der er ikke noget, der er bedre end at traske af sted, og snakke om løst og fast.

Vel tilbage i domicilet var de sidste dukket op, så vi kunne gøre mandtal. Udover værtsparret var der: Henning og Jette, Isak og Kirsten, Lars og Bente samt Lars's hjælper, Per, Sven og Dorit, Lotte, Marianne, Svalgaard og Kaae.

Af hensyn til de lidt kuldskære fruentimmere, var der dækket bord inden døre. Da vi jo heller ikke skal overdrive det der med at blande det hele sammen, fik drengene børnebordet og pigerne spisebordet. Ind blev der så båret kæmpefade med Krabbekløer. Henrik påstod, at han personligt slået dem alle sammen i stykker - meen, mon dog ? Så skulle han da mindst have brugt hele dagen på det. Efter lidt instruktion og øvelse, lykkedes det faktisk for de fleste at få krattet noget kød ud af kløerne. "Bare spis, der er rigeligt", fortalte Henrik. "Men husk, der er grillbøffer bagefter". Det havde Kirsten åbenbart overhørt, eller også var det ikke trængt igennem lydmuren hos pigerne. Ihvertfald satte hun et betragteligt antal kløer til livs, og så lidt betænkelig ud, da det gik op for hende, at det blot var forretten. Men med de mange års erfaring som værtinde ved Mumiemøder, må hun da vide, at vi ikke kan nøjes med en gang skaldyr til et Mumiemøde. Der skal jo også noget fast føde til at stille sulten.

Medens vi slog mave, blev kokkene, Kaae og Sven jaget ud i køkkenet for at forberede hovedretten, som bestod af Angusbøffer, importeret direkte fra Café Hack i Aarhus af Henning og Jette. Historien er, at Henning og Jette havde inviteret Grethe og Henrik på middag på Café Hack, hvor der blev serveret oksebøffer. Dem blev Henrik så begejstret for, at han fluks bestilte bøffer til Fællesmødet. Det har sikkert været Henning, der betalte middagen, så Henrik ikke har været klar over kiloprisen. Det var ihvertfald bøffer i en størrelse, som ville stille selv en velvoksen amerikaner tilfreds. Imens bagekartoflerne nød varmen inde i ovnen, fik bøfferne en tur på grillen, som Sven og Kaae styrede med stor professionalisme - og næsten uden at komme op at slås. Da bøfferne var færdige, kom der hele asparges og små tomater på grillen, hvorefter alle drengene blev jaget ud for at agere tjenerstab, for det hele blev selvfølgelig serveret tallerkenanrettet.

Bøfferne smagte fantastisk, og med skam at melde, måtte enkelte af os levne, hvilket ellers er et særsyn blandt Mumierne.

Men hermed var det ikke slut, for Grethe havde også arrangeret en meget lækker dessert med diverse bær, som blev serveret sammen med kaffen. Da der altid bliver lavet the, som ingen normalt drikker, følte Henrik sig åbenbart nødsaget til at spille gode miner til slet spil, og drikke the. Eller måske drikker han the i smug til daglig ?

Med al den snak og mad, blev der næsten ikke tid til at hive vitser frem, men Henrik kunne ikke nære sig, og fortalte én som han vist nok havde læst i avisen og fortalt masser af gange. Så vi grinede bare pligtskyldigt, da han jo var vært denne aften.

For at trænge igennem larmen, måtte Isak op og stå og klimte på glasset, for han havde lige en historie, han skulle have afsluttet. Som enkelte måske har læst i dagbogen fra mødet hos Sven i sidste måned, så fik Kaae en pokal, fordi det nu var lykkedes ham at glemme et Mumiemøde 2 gange. Imidlertid havde han undskyldt sig med, at han skulle tidligt hjem, og var smuttet før os andre. Da Isak kommer ud til sin bil, opdager han, at pokalen står på køleren af bilen. Nu kunne Isak så berette, at pokalen endelig var "kommet hjem". På vej til Blokhus, var de lige smuttet indenom Kaae, og havde stillet pokalen udenfor huset. Som dokumentation havde han selvfølgelig taget et foto af pokalen i dens rette omgivelser. For at der ikke skal herske tvivl om Kaae's ret til pokalen, havde Isak ladet fremstille et skilt, hvor Kaae's navn er graveret, sammen med den tidligere pokalindehaver, Sven's navn.

Isaks optræden mindede Sven om, at han skulle huske at sige tak til værtsparret for en aldeles fremragende aften. De ord kunne alle gæsterne tilslutte sig med applaus.

Klokken var nu ved at snige sig hen ad 23, så vi begyndte så småt at forberede os på hjemfærden. Redaktøren må sande, at det tager noget længere tid at komme af sted med 3 kvinder som passagerer, end når han har mumier med, men man falder så til gengæld ikke i søvn på vej hjem.

Mange tak til Grethe og Henrik for en dejlig aften. Det er skønt at vi en gang imellem kan mødes med pigerne til en hyggelig stund.