Onsdag den 8. april 2015
Masser af god snak og vine
Kære Dagbog
På den første rigtige forårsdag i 2015 mødtes mumierne hos Dorit og Sven på Birke Alle. Velkomstdrink med snacks var serveret på terrassen, så vi kunne nyde dagens sidste solstråler. Den skarpe iagttager har formentlig bemærket, at mødet fandt sted en onsdag, oven i købet den anden onsdag i april. Men dels lå Påsken i vejen for den første torsdag, som er det faste mødetidspunkt i Mumieklubben, dels havde Dorit dekreteres at mødet skulle være en onsdag, fordi hun har sin fridag på denne dag. Desværre var hun blevet kaldt på arbejde, fordi den forretning hun arbejder i havde 1 års fødselsdag, hvilket jo benyttes til at lokke kunder til. Det underlige er, at egentlig kan en forretning jo slet ikke have fødselsdag, og hvorfor det lige skal bruges til at lokke kunder til, forekommer også lidt mærkeligt. Samtidig har forretningsfødselsdage en tendens til vare adskillige dage, hvorefter de afløses af udsalgsdage, gule dage og hvad man ellers kan finde på af mærkelige benævnelser. Men vi kunder hopper i gyngen hver gang der bare figurerer nogle tal med minus foran, for så må det jo være billigt.
Nå, det var jo ikke det historien skulle handle om. På trods af travlhed, var det alligevel lykkedes Dorit at stable en middag på bordet til Mumierne, som denne aften bestod af Henrik, Mortensen, Kaae, Henning, Isak, Svalgaard, Trier, foruden værten og Redaktøren. Eneste afbud var fra Jan, som havde lagt sig med en halsbetændelse.
Dorit bød til bords, og kunne fortælle, at aftenens menu bestod af Krabbesalat med ristet brød, Svinemørbrad mm. (det hed noget mere, men Redaktøren kan ikke lige huske hvad det var). og som dessert en jordbærlagkage med Marengs og flødeskum.
Efter forretten fortalte Trier hvordan det er gået med hans behandling for kræft i mave og spiserør. Det var tydeligt, at Trier er mærket af kemokuren, men den gode historie er, at den seneste scanning har vist, at behandlingen har virket fint, og at Trier er i bedring. Han mente selv, at han nu kan spise ca. 60 % af det han normalt kunne spise før, og at det var en forbedring fra de ca. 20 % som han kunne spise inden han begyndte behandlingen i januar. Planen er, at Trier skal have et par behandlinger mere, og at han derefter overgår til almindelig kontrol. Det var dejlige nyheder, som vi alle glædede os over. Og ikke mindst var vi glade for at se Trier igen, for vi må nødtvungent indrømme, at vi har været noget nervøse på Triers vegne, og faktisk har vi også savnet ham. Men det er vel egentlig ikke så underligt, for netop i år er det 25 år siden vores Mumieklub blev dannet, så vi har jo efterhånden lidt svært ved at undvære hinanden.
Sven har efterhånden boet på Birke Alle i halvandet år. De holder meget af huset og kvarteret hvor der er mange gode naboer. At der også er et sted med en rød og en grøn lampe, og en enkelt nabo, der ikke har lært at hilse retter sig. Naboen har huset til salg, og ejeren af huset med lamperne er ved at få lejerne smidt ud. Sven har skiftet den gamle Touran ud med en spritny Skoda Fabia, som er noget mere økonomisk i brug. Og Sven bruger den flittigt, for han farer det meste af Jylland rundt og markedsfører OK Benzin mm. Sven elsker at møde mennesker, og det er nok de færreste, der ikke også synes at det er hyggeligt at få en snak med Sven. Selvfølgelig vil Sven gerne sælge, men i sidste ende må kunderne jo selv bestemme om de vil købe, men det går vist ret godt med salget kan man forstå på Sven.
I øvrigt kunne Sven også fortælle, at der nu er kommet orden i økonomien igen, så de igen kan begynde at se lyst på fremtiden. Som Sven sagde, så er det jo et fantastisk land vi lever i.
Hyggesnakken fortsatte ved kaffen. Da Kaae af ukendte årsager var blevet transporteret til Mumiemødet af Svalgaard, havde han lejlighed til at smage på Svens vine, og vanen tro havde Kaae sine helt klare holdninger til hvilke vine der er gode og hvilke vine der smager af helvede til. F.eks. er alle italienske vine dårlige, og sydafrikanske vine gode. Sven har så den helt modsatte opfattelse, så det kunne de jo få en god diskussion om. Om det var smagsprøverne eller manglen på argumenter der gjorde, at synspunktet blot blev gentaget og gentaget, får stå hen i det uvisse, men drikkes kunne vinene åbenbart godt.
Da Redaktøren var blevet placeret mellem Sven og Kaae, lykkedes det mig ikke at følge med i hvad der i øvrigt blev snakket om ved bordet. Dog kunne det konstateres, at Dronningen åbenbart godt kunne fejres af Århus, uden at Henning var til stede, men det var vist også TV2 der stod for arrangementet, så de har nok bare glemt Århus Teater i skyndingen. Isak filosoferede lidt over, at han nu snart når en alder, hvor han officielt kan kalde sig folkepensionist, selv om han synes han har været det i mange år !?!
Klokken nærmede sig nu hastigt almindelig sengetid for Mumier og andet godtfolk. Bente havde hentet Trier tidligere på aftenen, og vi andre trissede stille og roligt hjemad efter endnu en hyggelig aften i Mumieklubben.
PS. Henning spurgte mig, om jeg stadig har videobåndene fra RT-tiden. Det har jeg, så vi aftalte, at jeg finder dem frem og tager dem med til Henning, som så vil sørge for at få dem overspillet på DVD. Til information for Kaae er en DVD et medium, der blev anvendt til at lagre film på, inden de forsvandt i "skyen".
Tak til Dorit og Sven for en hyggelig aften.
Redaktøren.
