Torsdag den 11. september 2014

Til Salg

Kære dagbog

September er blevet et yndet rejsetidspunkt, så Trier forsøgte først at bytte sit møde, men da det ikke var muligt, blev mødedatoen ændret til 11. september. eller 9.11.. 13 år efter angrebet på WTC.

Sensommervejret viste sig fra sin bedste side medens vi samledes i udestuen på Solbakkevej. Udenfor var der sat et Til salg skilt op. Bente og Trier har besluttet sig for at sætte deres dejlige hus til salg og vil finde noget mindre og nyt at bo i.

Aftenens hold bestod af Henrik, Isak, Torben, Kaae, Sven og Jens, foruden værten naturligvis. Sven kom lidt senere, stadig iført OK uniform. Sven har altid gang i noget, så nu farer han rundt i Nordjylland og prakker folk benzinkort på. Det går vist ganske godt, men Sven kan jo også snakke med alle mennesker, måske lige med undtagelse af dem i Sindal, for de er s'gu lidt sære, som Sven siger.

Trier havde gang i grillen, hvor Culotten stod og simrede, men aftenerne kan jo godt blive lidt kølige på denne årstid. Det behager ikke de mere eller mindre gigtplagede mumier, som sætter pris på sol og varme under sydlige himmelstrøg. Så derfor havde Bente dækket op i spisestuen.

Da vi jo ikke drikker ret meget, mente Trier at én flaske rødvin måtte være nok. Det viste sig dog at være en kæmpeflaske, som næsten var ligeså høj som ham selv. Det må hedde en multimagnum. Mere om indtagelsen af indholdet senere.

Culotten var også af magnumstørrelse, så det tog en times tid længere end beregnet at få den færdigstegt. Imens havde vi ædt os mætte i friteret svinehud, været på havevandring og fået udvekslet en del af byens aktuelle sladder og et par gamle skrøner.

Men ved 20-tiden var alt klart, og vi blev bænket og budt på masser af dejlig kød, flødekartofler, salat og brød. Vinen var nu blevet fordelt på karafler, hvilket jo ikke gør det nemmere at styre hvor meget der er blevet indtaget.

Mortensen, Kaae og Isak skulle køre, så de deltog ikke i løjerne, og Redaktøren holder stædigt fast ved sin non alkohol politik. Så den skarpe læser kan nok begynde at se antydningen af, at der tilbage var nogle få, der måtte påtage sig det hårde hverv at få tømt kæmpeflasken.

Medens der stadig var nogenlunde styr på tropperne, måtte vi lige have styr på en mindre tvist mellem Kaae og Advokaten. Da den jo i sagens natur er noget indforstået, var det lidt vanskeligt at finde ud af hvad det egentlig drejede sig om. Men i hvert fald havde den noget at gøre med, at Advokaten havde bedt Kaae om at renovere nogle lejligheder i én af de mange ejendomme, som Henrik ejer. Aftalen var blevet håndteret via en række mails, så der burde jo ikke være tvivl om hvad de havde aftalt. Men der var alligevel gået ged i den, for Advokaten mente at han havde betalt mere end det han skulle i følge aftalen. Det var de så enige om at klare med en middag, som Kaae skulle betale, så det var egentlig ikke det økonomiske mellemværende, der nagede parterne. Det gik tilsyneladende på om de var i stand til at kommunikere klart og entydigt på skrift. Kaae hev mobilos frem og læste op af korrespondancen, som for både afsender og modtager var krystalklar, men alligevel var blevet fortolket vidt forskelligt. Det blev efterhånden lidt indviklet for redaktøren at følge med i, for var der tale om to eller tre lejligheder, og var det to eller tre brusekabiner. Og så var der noget med en narkoman i den tredje lejlighed, og et tæskehold, som havde ødelagt den forkerte lejlighed, hvorfor Henrik selv tog rollen som tæskehold, og smed narkomanen ud. Nå - anyway, efterhånden havde Advokaten fået smag for rødvinen, og da vi jo heldigvis har en Domsmand iblandt os, blev sagen henlagt.

Imens var hovedretten indtaget, og det var tid for en lækker islagkage som dessert. P.g.a. den lidt forsinkede start, og den megen snak, var klokken pludselig ved at blive mange, og vi havde jo endnu ikke fået kaffe.

Men mumierne insisterer jo på at sige pænt tak for mad til værtinden. Det forudsætter bare, at der er styr på hvor Værtinden befinder sig i huset, og hvem der skal sige tak for mad. Ingen af delene var der helt styr på. Så mens Trier støvede Bente op, diskuterede Advokaten og Mortensen hvem der skulle rejse sig. Da Mortensen godt kunne se, at det efterhånden var forbundet med nogen risiko at få stablet Advokaten på højkant, overtog Mortensen rollen og takkede for et dejligt måltid, og ønskede dem held og lykke fremover. Vi vil glæde os til at se hvor de har slået teltet op næste år.

Vinen var tilsyneladende sluppet op, for nu diskede Trier op med både spansk Torres og fransk cognac. Henrik foretrak Torres. Den får man iflg. Henrik til 3 euro i Spanien, og selv om den også smager derefter, synes Henrik også at nyde den. Der gik dog ikke lang tid før chaufførerne begyndte at røre på sig, og så måtte passagererne jo følge med. Sven blev transporteret hjem af Isak, og Mortensen læssede Advokaten ind på bagsædet af Lupoen, og transporterede ham og Redaktøren sikkert hjem. Og dermed sluttede en ganske fornøjelig aften i mumiernes kreds.

Tak til Bente og Trier for gæstfrihed, dejlig mad - og rigelig vin.

Redaktøren