Torsdag den 7. marts 2013
Lukket møde i Ulsted
Kære dagbog
På årets sidste vintermåned samledes mumierne fra nær og fjern til møde i Ulsted hos Kirsten og Isak.
Det forlyder at de snart kan fejre sølvbryllup på et tidspunkt, hvor flere af os er nærmere guldbrylluppet. Men nogen påstår, at Isak jo først skulle have løbet hornene af sig, og finde Kirsten. Det var vist i øvrigt Jesper Jensen, som agerede Kirsten Giftekniv den gang.
Bortset fra Henning, som var i København, og Henrik, der skulle være ordstyrer for Ældresagen, var alle mødt frem.
Til lyden af knasende chips, blev verdenssituationen vendt endnu en gang. Finanskrisen, Regeringen, Fodboldlandsholdet.
Derudover har et nyt emne sneget sig ind: Pensionering. Vi har nu alle passeret de 60, og for de fleste er det det næste store skridt. Men indtil videre, er det kun blevet ved tankerne.
Isak har fået arbejde som pladsmand, og Sven søger job som karuselpasser. Svalgaard arbejder fortsat á conto og Henning svinger krabasken på Århus Teater. Kaae bygger huse og Henrik driver fortsat en blomstrende advokatforretning, Mortensen og Jan skaffer job til de arbejdsløse. Trier sælger julelys og Jens laver et eller andet med IT.
Så stort set er alt ved det gamle.
Således opdateret med seneste nyt, kunne vi sætte os til det veldækkede bord. Der blev lagt hårdt ud med sild og snaps, for li’som at få lagt bunden. Derefter fik vi en lækker kotelet i fad, med alskens gode sager til.
Da det er en hævdvunden regel, at private emner kan drøftes i klubben, uden at de kommer udenfor denne kreds. Det var tilfældet denne aften, så Redaktøren skal indskrænke sit referat til at konstatere, at vi fik en spændende og åben snak, som vi alle kunne have udbytte af.
Og således forløb endnu en aften i Mumieklubben.
Tak til Kirsten og Isak for en hyggelig aften – og tillykke med sølvbrylluppet.
Redaktøren
