Torsdag den 3. februar 2011
Mislykket fotosession i Ulsted
Kære dagbog.
Af årsager som ikke umiddelbart er til at gennemskue, mødte alle op til februarmødet hos Isak. Vinteren lå fortsat tungt over landet med konstant sne og frostgrader, så måske var det årsagen – at ingen havde haft mod på at begive sig ud på længere rejser – og derfor var disponible denne aften.
Vi havde som sædvanligt via en omfattende mailkorrespondance fundet frem til hvem der skulle transportere hvem. Niels Juul var chauffør for 9000 Aalborg. Til turen på de 20 km. var der afsat 40 min., så vi ankom i god tid. Det gav så Niels mulighed for selv at vælge p-plads. Niels Havde annonceret at han skulle tidligt hjem p.g.a. afrejse meget tidligt næste morgen. For at sikre sig at han kunne komme af sted igen uden at skulle have flyttet hele vognparken, parkerede han ude i vejsiden, hvor der jo er udsigt til marker så langt øjet rækker. Straks kom Isak farende og gjorde ham opmærksom på at han risikerede en p-bøde, hvis han parkerede der. Der var godt nok ingen p-forbudsskilte i miles omkreds, men det forlød at landbetjenten var sat på bonusløn, og nu lå på lur for at idømme bøder til formastelige bilister, der parkerede så de generede den øvrige trafik, som der i øvrigt næsten ikke er noget af. Niels fik hurtigt Volvoen gelejdet ind i indkørslen, så han ikke risikerede noget. Det viste sig nu også senere at så travlt havde Niels heller ikke med at komme hjem. Og det vi troede var en vigtig forretningsrejse med afgang midt om natten var en kurophold i Vejle.
Medens vi ventede på resten, blev den obligatoriske øl og tilhørende chips indtaget med en hast så man skulle tro at der var udbrudt hungersnød. De store og vigtige nyheder blev drøftet, og her er Aab jo altid et must. Aab’s superligahold overvintrer på sidstepladsen, og i transfervinduet var det lykkedes Lynge at hyre Thomas Augustinussen og Morten Duncan Rasmussen. Men man fristes næsten til at sige, at som sædvanlig var der knas i maskineriet, så det var kun på en dispensation at ”Duncan” fik sin spilletilladelse. Så er det bare om at vente og se om der sker et lille mirakel i foråret.
Alle var nu ankommet og vi kunne sætte os til det smukt dækkede bord, hvor vi begyndte med en roulade ! hvorefter der var kødgryde og til sidst en lækker dessert, som blev efterfulgt af kaffe og for de ikke afholdne en cognac. Snakken gik lystigt på kryds og tværs, og mange af de gamle historier blev støvet af endnu en gang.
Men denne gang kom der sør´me en ny på banen: Joan og Jørn skulle på besøg i Kina, og Joan havde købt noget grillværktøj og pakket det ned i håndbagagen. Under normale omstændigheder ville de være blevet standset i sikkerhedskontrollen i Danmark, men af uransagelige årsager skete det ikke. I Zürick skulle de skifte terminal og derfor igen igennem sikkerhedskontrollen. Jørn er gået igennem først og står og kigger på skærmen da Joans håndbagage bliver gennemlyst. Der opstår en voldsom aktivitet blandt personalet, men det eneste Joan tænker er at det er da ærgerligt, for nu har Jørn set hvad han får i gave. Jørn skælder lidt ud, for han havde jo advaret Joan mod at tage ulovlige ting med. Du sagde bare at jeg ikke måtte have vædsker i taske, forsvarede Joan sig. Medens Jørn kogte videre, diskuterede Joan med personalet, som sagde at de var nødt til at konfiskere våbnene, men at de indenfor 3 måneder jo bare kunne komme forbi og hente dem igen !! Joan måtte acceptere konfiskeringen, og efterlade gaven til Jørn.
Jørn kunne dog fortælle at heldet havde været med dem, idet en bekendt tilfældigvis skulle til Zürick, og han havde været så flink at hente grillværktøjet, så nu kan Jørn glæde sig til at bruge det nye udstyr til sommer.
Det lykkedes også i aftenens løb at få opstillet hele holdet som blev fotograferet med ikke mindre end to forskellige kameraer. Efter at de af uransagelige grunde var blevet sendt via Kaae’s mailboks, er de imidlertid så uskarpe, at vi må afvente næste gang vi er 100 % med at forevige flokken.
Tak til Kirsten og Isak for en dejlig aften.
Redaktøren