Torsdag den 13. november 2008.
Fællesmøde med Pigerne
Kære dagbog
Grethe og Henrik havde fået et luksusproblem. De skulle nemlig afholde hhv. LC og mumiemøde to på hinanden følgende uger, og hvad var så mere nærliggende end at slå dem sammen. Genialt - vi fik lejlighed til at lufte pigerne ganske gratis og Grethe skule kun gøre rent én gang.
P.g.a. datoflytningen var der desværre et par stykker der havde måttet melde forfald. Men det blev jo alligevel en anseelig flok, for udover værtsparret var vi Joan og Jørn, Jette og Henning, Kirsten og Isak, Lotte og Mathis, Hanne og Torben, Marie og Jens, Niels Juul, Marianne.
Nu er det jo store forhold på Kong Frederiks Vej, så pigerne fik den ene ende af stuen, og drengene fik "TV-stuen". Til de obligatoriske chips med dip blev der serveret en dejlig rosévin i flotte glas. I aftenens anledning var spisebordet blevet forlænget, og alt hvad der kunne siddes på var bragt i anvendelse. Efter en del parlementeren blev det besluttet at fastholde kønnenes adskillelse, sådan at pigerne fik den ene halvdel af bordet og vi andre forvist til den anden ende. Det viste sig nu at det indebar den fordel, at drengene fik først, da vi sad nærmest køkkenet.
Aftenens menu bestod af Forloren skildpadde, som Mathis dog troede var suppe til forretten. Mortensen blev sat til at øse op, hvilket Henrik dog hurtigt fortrød, for der blev øst så rigeligt op til drengene, at køkkenet var ved at løbe tør inden pigerne kunne få deres portion. Nå, de er jo småt spisende, så ingen led nød. Det smagte pragtfuldt - og så er det jo nemt når man bare skal bruge en ske !
Til maden serveredes vin til de der ønskede det, og vi andre kunne hygge os med et par forskellige snapse og spændende øl.
Herefter gik vi tilbage til basen og hyggede os med lidt snak og lidt god rockmusik i fjerneren, medens vi nød kaffen og cocnac'en som de fleste af mumierne havde mulighed for at nyde denne aften, hvor der var chauffør på. Aftenens hovedemne var den finansielle krise, som ser ud til at brede sig til en egentlig økonomisk krise med en generel recession som betyder lavere efterspørgsel og stigende arbejdsløshed. Vi må håbe at det ikke bliver så slemt endda.
Således mættede af hyggeligt samvær og god mad, kunne vi alle drage hjemad for at lade op til næste dags dont.
Tak til Grethe og Henrik. Måske har vi her fået skabt en ny tradition med et årligt pigemøde. Det kunne da være hyggeligt.
Redaktøren.
