Torsdag den 6. september 2007

Til premiere i Boye's ny Bio 

Kære dagbog

7 spændte mumier mødte frem på Henriks residens. Desværre var Sven forhindret af travlhed med festugen i Århus. Henning skulle lave æresport til forældrenes Krondiamantbryllup og Mathis var taget til blikkenslageren i Kolding for at få lagt et nyt rør ind i benet, og Niels Juul skulle lige have det 19. hul spillet færdigt. Desværre havde Grethe først modtaget Mathis' afbud så sent at hun hade købt snacks og pølser ind i den tro at han mødte frem, så nu skal den stakkels familie døje med hot dogs de næste par uger.

Vi startede med en G&T eller Whisky on the rocks, pop corn i dyngevis og chips med dips medens vi lige fik repeteret hinandens navne og hvor mange børnebørn der var kommet til siden sidst. Svalgaard kunne stolt berette at han de næste 12 år har børnebørn der skal konfirmeres. Desværre så han lidt ked ud af det da han opdagede at mumierne kun giver gaver til første generations afkom. Alt andet ville jo også være helt uoverskueligt, når man tager antallet af børnebørn blandt mumieklubbens medlemmer i betragtning og hertil lægger dem der er i vente.

Af hensyn til aftenens annoncerede program var mødetidspunktet fremrykket til 17.30, så vi blev ved 18 tiden budt til bords, hvor der blev serveret pølser i alle afskygninger. Hertil alskens tilbehør, herunder brød så man selv kunne kreere sin helt personlige hotdog. Til at skylle ned med var der en snaps af ukendt herkomst. På trods af Isaks hærværk mod proppen, lykkedes det dog at få indholdet ud i de små glas. Ægte amerikanske Budweiser var der skam også ! Historien er dog at de egentlig ikke var tiltænkt os, men da Henrik og Grethe holdt Barbecue for Anne inden hun rejste til Amerika havde Henrik arrangeret Grillparty og selvfølgelig købt ægte amerikanske Budweiser. I skyndingen glemte han bare at servere dem, så derfor dukkede de nu op til mumiemødet. Desserten bestod af kæmpe flødeboller. Og så blev der beordret afgang, for vi skulle nå at være i Boye's nye biograf Metropol som er en moderniseret udgave af Astoria inden kl. 19, hvor Boye havde inviteret til snigpremiere på den nye Bille August film Farvel Bafana (Se beskrivelse af filmen og trailer mm. på dette link).

Sammen med et par hundrede andre blev vi budt velkommen af en veloplagt Boye, som indledte med at fortælle at et af nyskabelserne er at "Cowboyrækken" er blevet genindført, idet 4 række var blevet udpeget som rækken hvor dem der egentlig ikke hører til det "fine selskab" (i Boye's barndom i 50'erne var det øungerne) møvrer sig ind uden at betale. Vi tjekkede lige billetten en ekstra gang, og sjovt nok sad hele mumieklubben på 4. række ! Pænt af Boye at han ikke havde placeret os på 1 række, for med vort gammelmands langsyn havde vi da slet ikke kunnet se noget. Nå, historien var såmænd at Henrik netop havde overstået endnu en karantæne, som fluks bliver uddelt når man glemmer en snigpremiere. Det forklarer måske hvorfor Henrik altid klager over at han aldrig kommer i Biffen ! Da han så havde modtaget 2 billetter til denne aften, havde han heldigvis husket at han skulle have mumiemøde (eller Grethe havde mindet ham om det ?). Så var gode råd jo dyre, men Henrik ringede til Boye og takkede for invitationen, men bad samtidig om yderligere 10 billetter. Det kunne Boye ikke tage stilling til, da han har Dorthe til at styre det der med pladser o.s.v. Men enden på historien blev altså at række fire blev inddraget til mumierne, og det var såmænd ikke så ringe endda.

Filmen tryllebandt publikum så man kunne have hørt den berømte knappenål falde til jorden under hele filmen. En helt igennem fantastisk film, hvor både skulespillerne, historien, billederne, ja alt gik op i en højere enhed. Den må være til en Oscar !!!! Jeg vil ikke kommentere den yderligere - DEN SKAL SES i Metropol, som er blevet en rigtig flot biograf for det publikum som elsker gode film, hygge og smukke omgivelser.

Efter forestillingen serverede Søgaards Bryghus dejlige øl og Sigurd Müller et glas vin. Stemningen var dejlig og aftenvejret skønt, så efter et par øl takkede vi af for i aften og drog hjem med en oplevelse af at her havde vi været med til noget helt specielt.

Redaktøren.