Torsdag den 4.oktober 2018

Rigtig mandemad

Kære Dagbog

Efteråret stod for døren denne aften, hvor vi satte kursen mod syd for at holde mumiemøde i den midtjyske provinshovedstad Aarhus - eller staves det Århus ? Nå, anyway, for rigtig Århus er det jo ikke, når man bor i Højbjerg med eget postnummer og det hele. Oven i købet hedder det også Skåde for at gøre forvirringen fuldkommen. Men det er jo en stor by, den der Århus, så det er nok derfor det hedder så meget forskelligt.

Redaktøren havde aftalt med Isak, at hvis han plantede sin dyt ved motorvejen i Aalborg, så kunne han få et lift resten af vejen. Som aftalt, så gjort, så Isak stod på, og vi listede sydover medens snakken gik lystigt. I nærheden af Århus skulle vi jo så til at bestemme os for hvordan vi skulle nå frem til destinationen, og vi valgte i første omgang at lade den emsige Fru Navigator bestemme. Hun beordrede os sydover til Århus Syd, som godt nok syntes langt, men ok. Efter at være drejet fra E45, blev vi ledt nordpå mod Århus. Heldigvis var vi i ret god tid, så ingen panik. Da vi nærmer os destinationen, beordrer hun os ind ad en vej, hvor der er indkørsel forbudt, og som de retskafne mennesker vi er, enedes vi om at fortsætte videre, for der kom nok en vej til venstre. Det gjorde der så bare ikke, hvorefter vi måtte vende kareten. Derved spotter vi en anden bil, der ser ud til at følge efter os, og så begyndte det jo at blive lidt spændende, li'som i de rigtige krimier. Efter en længere søgning efter en vej ind til højre, finder vi endelig en, der ser rigtig ud. Den vælger vi, og det gør forfølgeren også. Vi kommer frem til Sandmosevej, hvor Henning bor på en blind sidevej. Vi kører forbi sidevejen, og vender bilen. Her har forfølgeren tilsyneladende givet op, for han holder ind i den modsatte vejside, og ser lidt opgivende ud. Det viser sig at være Svalgaard, der havde hægtet sig på i sin store Jaguar, som formentlig er fra en tid hvor det var lillemor der sad ved siden af og styrede bilen med et Krak-kort i hånden. Da vi endelig ankommer til adressen, viser det sig, at Svalgaard i stedet for lillemor havde medbragt en mindre hund, som sad i et bur, der fyldte passagersædet så rigeligt, at Svalgaard knapt kunne styre kareten. Hvorfor hunden var blevet medbragt fik vi ikke noget entydigt svar på, men den havde tydeligvis heller ikke været til megen hjælp ved navigeringen.

Sven var allerede arriveret, da han jo dels er stedkendt, og dels havde været til et møde i Aarhus samme dag. Så alt i alt kunne vi altså mønstre 5 mumier denne aften. Kaae var vist nok til en eller anden koncert i Gøteborg med et af de utallige orkestre, vi også hørte i vore unge dage. Henrik var så vidt vides netop vendt hjem fra en vandretur på Caminoen med en af ungerne, og Jan havde stadig stuearrest efter sit uheldige fald derhjemme.

Inden middagen fik vi lige en tur around the house, fordi de netop har fået shinet indretningen lidt op. Det er et dejligt hus med en skøn beliggenhed, og man forstår godt, at de har bestemt sig for at blive boende der. Men samtidig har de jo også sommerhuset i Blokhus, og som Henning siger, så har de efterhånden kørt den tur mellem Aalborg og Århus så ofte, at de ikke regner den for noget.  

Aftenens menu kunne næsten bringe glædestårer frem i mumiernes øjne: Marinerede sild til forret, Skipper Labskovs som vor mor kunne lave den til hovedret, og Othellolagkage til dessert. Så bliver det ikke meget bedre.

Medens vi nød den dejlige middag og Jette sørgede for at der var styr på det hele, fik vi snakket om løst og fast - mest løst. et enkelt seriøst punkt kom dog på dagsordenen, idet Redaktøren havde konstateret, at den sidste med faste arbejdstider - så faste de nu kan være i det kommunale system - havde besluttet at gå på pension, var vejen måske banet for at de faste aftenmøder kunne drøftes. Det gjorde vi så, og nåede frem til en løsning, så det er op til den enkelte vært at bestemme om mødet skal holdes som frokostmøde eller aftenmøde. Man bør selvfølgelig give besked i god tid, så alle har en mulighed for at få det skrevet ind i deres overfyldte kalendere. Men fremover er det helt legalt at invitere til et frokostmøde. Vi bliver jo ikke yngre, og for en del kan det godt være en udfordring at skulle fare rundt på landevejene de mørke vinteraftener.

Med denne historiske beslutning - historisk fordi ingen kan huske hvornår vi sidst har truffet nogen beslutning, kunne vi med ro i sjælen begive os hjemover. Isak og jeg valgte at trodse Fru Navigator og køre gennem Århus Centrum hjemad. Det gik helt gnidningsfrit, så fremover er damen bandlyst, når vi skal besøge Henning på hans hjemadresse i Århus.

Tak til Jette og Henning for en fantastisk middag og en hyggelig aften.

Redaktøren