Torsdag den 2. november 2017

Jægergryde og vinterhygge

Så har vi skruet tiden en time tilbage, og har for en stund genindført dansk normaltid. Som så meget andet fortoner begrundelsen for at vi hvert år skal skrue tiden frem og tilbage sig i tågerne, men nu er reglen der, og i EU kan man sikkert heller ikke blive enige om at afskaffe det cirkus, så vi skruer troligt tiden frem og tilbage uden helt at forstå meningen med galskaben.

Nå, tilsyneladende havde alle fulgt ordren og synkroniseret deres kronometre i.h.t. EU-forordningen. I hvert fald dukkede de fleste rettidigt op hos aftenens vært Jan og Fru Bente i Gistrup. På vej derud kunne man i øvrigt konstatere, at byudviklingen også i den del af Aalborg kommune er markant. Især det igangværende sygehusbyggeri, den nye Egnsplanvej og boligbyggeri i området er i færd med at lukke hullet mellem Aalborg og Gistrup. Og snart er Klarup også forbundet med Aalborg.

Vi har jo efterhånden passeret den for os gældende folkepensionsalder, som er 65 (hvis nogen skulle have glemt det). Om det har haft indflydelse på den enkeltes arbejdsmæssige forhold skal være usagt, men en del af os er nu gået på pension - sådan mere eller mindre. Ud over Jan, som har et ganske almindeligt 8-16 på Jobcentret i Brønderslev, har de fleste en eller anden løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, som betyder, at de fra tid til anden bliver forhindret eller forsinket til et mumiemøde.  Denne aften gjaldt det Sven, som var et smut i Dronninglund for at sælge nogle OK-benzinkort, og hvad OK ellers kan tilbyde kunderne. Sven havde dog pakket grejet tidligt, og var smuttet hjemad, så han kom næsten til tiden. Isak derimod var denne aften ude på markerne for at grave kartofler op, selv om det må være lidt svært på denne tid af døgnet, hvor mørket har sænket sig.

Efter den almindelige smalltalk og udveksling af rygter og friske nyheder, blev vi budt til bords. Maden, der stod på bordet så rigtig spændende ud. I bedste Jan-stil var det tydeligvis noget udenlandsk. Jan præsenterede det som en 'Antipasta' i form af en Tapas-menu med mange forskellige spændende ingredienser. Hertil brød (med smør - efter Sven's anmodning) og Rovin, Æblemost og Hyldeblomst. Det smagte fortræffeligt, og som vanligt var Kaae hurtigst ved fadet og nåede vist tredje omgang inden Jan oplyste, at 'Antipasta' betyder Forret, og at der efter den ville blive serveret Jægergryde, og at der var rigeligt til alle, så vi behøvede ikke at slås om maden. Inden Tapas-fadet blev fjernet fra bordet, blev der lige anrettet en tallerken til den sikkert sultne 'Kartoffelopgraver', når han dukkede op. Det gjorde han så kort efter og blev bænket, medens han noget betuttet kiggede på den tallerken, der blev stillet foran ham. Han havde tydeligvis set frem til et mere solidt måltid. men han spiste pænt op, og blev meget glad, da den store gryde med alskens gode sager (dog ingen kartofler) blev stillet ind på bordet.

Kaae var som vanligt første mand til at skovle op på tallerkenen, og med lynets hast kaste sig over maden, som om han havde sultet sig selv længe - eller også har han bare ikke lært pli ved bordet ? Imens fik vi andre også den dejlige ret på vore tallerkner, og kunne i ro og mag nyde den, medens snakken gik livligt. Rejseaktiviteten er stor blandt en del af mumierne, ligesom selskabslivet nydes i rigt mål, hvilket jo er en velegnet samtaleemne, når der skal fortælles noget som resten af selskabet er interesseret i at høre om. Også deltagelse i forskellige kulturelle begivenheder er af almen interesse, og har man deltaget i begivenheder, hvor fælles bekendte også har været til stede, giver det ret naturligt anledning til at snakken bringer fælles minder frem, som det jo altid er sjovt at dele.

Knapt var Jægergryden blevet nydt før begyndte Svalgaard at rumstere rundt. Det viste sig, at han forsøgte at rejse sig op, hvilket dog har den effekt, at han knapt når op over bordkanten. Vi andre troede at han enten ville annoncere endnu et barnebarn i den efterhånden uoverskuelige slægt han har formået at producere delvist ved egen hjælp. Men det viste sig hurtigt, at han ønskede at holde talen for værtsparret. Her brød Redaktøren så alle traditioner og enhver form for god opførsel ved at beordre ham ned at sidde igen. De andre mumier havde efterhånden også rejst sig, men her greb Redaktøren også ind og beordrede dem alle ned at sidde. P.g.a. den almindelige forvirring og rådvildhed gjorde alle som befalet, hvilket så gav Redaktøren mulighed for at tage ordet.

Overraskelsesangrebet var vel planlagt, for der var flere ting, der lige skulle fremføres. For det første havde Advokaten på et tidligere møde indigneret rejst sig og bebrejdet Redaktøren, at han endnu ikke havde rejst sig og takke værtsparret for maden. Reglen, som Advokaten egenhændigt har bestemt er nemlig, at det mumie, der havde det forrige møde, skal holde en lille tale på det efterfølgende møde, og på det pågældende møde var det så Redaktørens tur, men da han ikke kunne komme hurtigt nok op af stolen, havde Advokaten grebet ind og sørget for at talen blev holdt, som han har foreskrevet. Det var denne forsømmelse, som Redaktøren nu ville råde bod på.

For det andet har det altid forekommet Redaktøren at være i strid med korrekt stil ved selskaber, at hele selskabet skal rejse sig, når der holdes tale. Derimod er det kotume, at man rejser sig, hvls der skal udbringes et leve (dog med undtagelse af den eller dem man udbringer levet for), og at alle rejser sig, hvis der skal udbringes en skål. Det var nu denne øvelse, som Redaktøren gerne ville afprøve. Det virkede fint, og måske kan vi så fremover blive fri for at skulle stå og glo medens der bliver holdt en lille tale for værtsparret.

For det tredje ville Redaktøren gerne give nogle oplysninger om det kommende julemøde, og endelig ville han gerne rose værtsparret for Bente og Jan er nogle rigtig dejlige mennesker, der stille og roligt tager bestik af tilværelsen, og lever livet som de selv ønsker det, uden at være fristet til at slå større brød op end de kan bage, og uden at forsøge at leve op til andres forventninger, eller rettere hvad man tror andre forventer. Deres hjem gennem 37 år har netop den atmosfære af at her bor et par, der har besluttet selv at bestemme over deres liv. Det blev så ikke lige de ord Redaktøren fremførte i sin tale, men nu er der så også rådet bod på det.

Tak til Bente og Jan for endnu en dejlig aften i jeres vidunderlige hjem.

Redaktøren