Torsdag den 1. december 2022


EDB-Nissen læser Nissebandens historie anno 2022

Julestemning i Ulsted

Der kan være langt ud på landet - især hvis man kommer inde fra storbyen, og der er mørkt som i en negerrøv (undskyld, det var et af de forbudte ord, der sneg sig ind her). Men på den anden side kan man jo se stjernerne og nærmest høre stilheden.

I år var Julemødet henlagt til Kirsten og Isaks domicil i udkanten af Ulsted, så vi drog alle af sted med forventninger om en rigtig julemiddag, og vi blev ikke skuffede, for der var forberedt både ude og inde.

Da kørsel i mørke efterhånden kan knibe lidt for flere af Mumierne, havde Sven, Henrik og Henning fået tilbudt et lift med Redaktøren. Måske ikke det bedste valg af chauffør, i betragtning af, at Redaktøren samme eftermiddag havde været en tur på Øjenklinikken i Brønderslev, for at få synet tjekket for diverse forekomster af Stær. Men da de havde ladet ham beholde kørekortet, samlede Redaktøren de 3 Mumier op, og satte kursen mod Ulsted. Også Kaae og Jan dukkede op, så vi kunne atter fremvise en mødeprocent på 100.

Traditionen tro blev der indledt med hyggesnak og knasende flæskesvær til et glas hvidvin eller sodavand. Ikke overraskende var det altoverskyggende samtaleemne den forsmædelige hjemsendelse fra VM i fodbold. Dagen forinden havde Danmark tabt 1-0 til Australien, og da det kun var blevet til et enkelt point i den første kamp imod Tunesien, og et nederlag til Frankring i den anden kamp i gruppespillet, måtte de danske spillere pænt pakke rygsækken, og snige sig ud ad bagdøren. Ingen forstod hvad der var sket, når man tænkte tilbage til holdets flotte præstationer ved EM i 2021, men sådan er fodbold jo nogle gange.

Forleden modtog vi den triste besked, at Finn Plenge fra 41.7 var død efter en arbejdsulykke på gården, hvor han drev en kyllingefarm. Isak var med til bisættelsen i Hals Kirke, og kunne berette, at kirken var fyldt til bristepunktet, og at de mange buketter og kranse fyldte kirkegangen. Også 41.8 havde sendt en buket, og vi mindedes de år vi var sammen med Finn i RT5.

I lokalavisen for Hasseris var der dukket en artikel op om RT5's 80 års fødselsdagsfest, hvor man bl.a. havde holdt en auktion over donerede genstande. Det var blevet til mere end 90.000 kr., som blev doneret til foreningen Skyggebørn. En meget flot gestus af RT5. Artiklen kan findes under 'Erindringsglimt'

Det var nu tid for at gå til bords og nyde den dejlige julemiddag med Fersk røget laks med asparges til forret, og grillstegt Flæskesteg med det hele til hovedret. Der blev smasket, nydt og rost, og fadene gik rundt en ekstra gang inden alle var blevet mætte. Isak sørgede for, at der blev nydt vin så ofte, at julestemningen steg til nye højder. Efter at tallerknerne var taget ud, bad edb-nissen om ordet, og læste Historien om Nissebanden anno 2022, hvor vi fik en opdatering af hvad Nisserne går og fordriver tiden med nu om stunder. Historien kan genfindes under 'Nissebanden'.

Efter det succesfulde møde hos Lars KT i november, hvor også Niels Juul deltog, havde vi spurgt Niels, om han havde lyst til at komme med i 41.8 igen. Det ville han gerne, og vi besluttede at invitere Niels med i klubben fra næste år. Vi besluttede desuden, at hvis Lars KT på et tidspunkt får tid og lyst til at komme tilbage i klubben, er der en plads klar til ham.

Herefter var det tid til aftenens clou, Risalamande - med mandel vel at mærke. Værten understregede med tydelig adresse til Kaae, at det var forbudt at begynde at spise af desserten inden alle havde fået. Kaae adlød pænt, medens Henning straks kastede sig over sin portion, medens Advokaten redegjorde for, at god skik er, at når der var tale om en kold dessert, så venter man pænt til alle havde fået serveret. Henning mente nu ikke at Risalamande var kold, for Kirsebærsaucen var jo varm, men den undskyldning blev ikke godtaget, så han måtte pænt vente som vi andre. Efter at skålen var skrabet og tallerknerne var tomme, manglede vi kun at finde mandelen, som det viste sig at Jan havde fået. Som gave fik han en fin æske chokolade.

Med fyldte maver og let snurrens under nissehuen, blev vi nu jaget ud i garagen, hvor Isak havde sat et dartspil op og indkøbt nye pile. Efter at dartskiven var blevet drejet på plads, meddelte Isak, at vi spillede til 200, men at en pletter betød, at man havde vundet spillet. En del af pilene ramte skiven, men mange ramte væggen og faldt på gulvet. Redaktøren satte pilen i den røde plet, men i travlheden fortsatte Isak og Kaae med at forsøge at holde styr på regnskabet, så Redaktøren måtte igen ramme i plet for at slå fast, at han havde vundet spillet. Det lykkedes imidlertid ikke, men efter nogen tid var det blevet for koldt, så vi trak ind i huset, hvor Kaae forsøgte at finde ud af hvem der først havde nået de 200. Da det ikke lykkedes ham at finde frem til hvem det var, blev den oprindelige regel fundet frem igen, og Redaktøren blev udråbt som vinder. I præmie fik han et fint kaffekrus med julemotiv på.

Klokken havde nu sneget sig nu hen imod 23, så det blev kun til en hurtig kop kaffe med Brunkager til, inden vi vendte snuden hjemad. Henning skulle dog først omkring Solbyen for at blive samlet op af Jette, som derefter kørte mod Højbjerg, hvor de kunne gå til køjs ved halv to tiden.

Et skønt Julemøde, og tak til Kirsten og Isak for at hygge om os.

I og jeres kære ønskes hermed en God Jul og et Godt Nytår.

Redaktøren