Torsdag den 6. oktober 2022
Så fik vi skudt valgkampen i gang
Så fik Mette endelig taget sig sammen, og smuttede en tur forbi Dronningen for at fortælle hende, at hun nu havde besluttet sig for at sende danskerne til stemmeurnerne tirsdag den 1. november. Egentlig lidt underligt at hun skal fortælle hende det, for Dronningen må jo slet ikke stemme. Nå, det er der nok nogen der kan kloge sig på. Imens tager vi det helt roligt, og fortsætter vores små sammenkomster.
Denne gang var det Kaae, der stod som vært, og det er jo altid lidt spændende hvad han finder på. Om det var en skjult hentydning til en forkærlighed for Dansk Folkeparti vides ikke, men ihverfald var vi inviteret på ægte dansk smørrebrød med rødternede duge på 'Den Bette Kro' i Vingårdsgade, som måske burde omdøbes til 'Den Bette Mortens Kro' ? (Nej dårlig joke). Stedet osede af hygge og masser af frokostgæster, som gav travlhed for personalet. Jørn havde forudbestilt maden, så vi skulle blot beslutte os for hvad vi ville nyde af drikkevarer til maden.
Vi var 4 fremmødte: Isak, Sven, Jens og Jørn. Henning havde meddelt, at han var forhindret, formentlig af et eller andet ligegyldigt bestyrelsesmøde, og Jan havde meldt afbud grundet helbredet. Henriks fravær var mere mystisk, for han havde ikke svaret på invitationen, hvilket ifølge klubbens regler betyder, at så møder man op, da der er mødepligt. Kaae fik mistanke om at Henrik måske ikke havde set den mail, som var blevet sendt til Grethes mailadresse, så han forsøgte at ringe til ham uden held, ligesom han fik sendt en mail på den nye og korrekte mailadresse. Men han opnåede ikke kontakt, og vi måtte derfor lade hans kuvert rydde af bordet.
Det kan i den forbindelse oplyses, at vi jo på Mumieklubben.dk har en opdateret adresseliste, som det kan være fornuftigt at konsultere, når der skal sendes mails ud.
Henriks fravær betød så desværre også, at Kaae ikke kunne få den historie om Henriks nylige runde på en åbenbart meget berømt golfbane Pebble Beach i Californien, som han ifølge invitationen havde glædet sig meget til. Men den får han så nok næste gang vi mødes.
I stedet for den vanlige buket til værtinden, havde Redaktøren været på bogindkøb, og havde fundet et digert værk om Gasolin med titlen 'Gudernes Vilje', som sikkert ville falde i god jord hos den musikinteresserede Kaae.
Herefter kastede vi os over smørrebrødet, som vi dog selv skulle smøre. En enkelt lille bitte skål med smør rakte ikke langt, så vi bad om noget mere smør, hvorefter der kom endnu en lille bitte skål smør på bordet. Derefter opgav vi og efterlevede Mettes valgsprog: 'Lev med det !'.
Selv om vi jo efterhånden har passeret den officielle pensionsalder, har mumierne fortsat travlt med diverse gøremål. Kaae bygger huse i Hune, og kan fortsat berette om de udfordringer det giver når håndværkerne ikke gør deres arbejde ordentligt, og Isak kunne fortælle, at han var blevet hyret ind som Vejemester ved lastning af et stort skib, der skulle fyldes med Nordjysk Guld i form af Hvede. Det havde givet fast arbejde en 4-5 uger at få fyldt skibet og sikret, at der blev afregnet korrekt for den leverede mængde korn. Jan og Sven pusler derhjemme, når de ikke farer rundt på rejser i Europa, og Redaktøren skriver fortsat artikler til den lokale sprøjte i Hasseris og omegn.
Den voldsomme inflation og de voldsomme prisstigninger på energi har sat dagsordenen for mange samtaler i denne tid: Vi følger nøje med på diverse apps, som vejleder om hvornår elprisen er lavest, og det er tid at sætte opvaskemaskine og diverse andre maskiner i hjemmet i gang. Vi er også blevet mere omhyggelige med at slukke lyset, når det ikke er nødvendigt at have lyset tændt, og overvejelser om reduktion af julebelysningen derhjemme er også i gang. For mange er opvarmningen af huset en økonomisk udfordring, så den kommende vinter bliver imødeset med bekymring.
Krigen i Ukraine fortsætter, og den seneste tid har Ukrainerne formået at presse Russerne tilbage, men desuagtet har Putin afholdt såkaldte folkeafstemninger i de besatte områder, og efter at han har konstateret, at 98,5% har stemt for at blive indlemmet i Rusland, har han vedtaget en lov, der annekterer områderne. Det forekommer besynderligt, at han gider have al det bøvl med at få folk til stemmeurnerne, når det åbenlyst er snyd og bedrag. Men den tynde fernis af det han kalder demokrati, skal åbenbart bruges til at bilde russerne ind, at det skam er legalt det han foretager sig under det han kalder en 'Særlig militær operation' med det formål at smide 'Nazisterne' ud af Ukraine. Hvis det ikke var så alvorligt, som det faktisk er, ville man føle sig hensat til en 'Gøg og Gokke film'.
Heldigvis har vi demokratiske tilstande herhjemme, og kan nu se frem til 4 ugers valgkamp, hvor meningerne får lov til at brydes inden vi skal hen og sætte kryds ved det parti og den kandidat, som vi mener kan føre Danmark trygt ind i fremtiden. Det bliver spændende at følge slagets gang, for indtil videre fortæller meningsmålingerne, at der er næsten dødt løb mellem blå og rød blok. Så om Mette får 'Four more years', eller magten skifter side må vi se når resultaterne toner frem på skærmen den 1. november.
Tak til Kaae for et hyggeligt møde på 'Den Bette Kro', og ønsket om et godt valg for jer alle.
Redaktøren