Torsdag den 2. marts 2017
Nak og Æd
Forårets første møde i Mumieklubben var overladt til Isak. Man må sige, at han går 'All in', når han skal beværte Mumierne, men herom lidt senere. Af forskellige mere eller mindre plausible årsager var vi kun 5 til mødet. Henning havde jo for lang tid siden annonceret sit forfald begrundet i, at han og Jette skulle et smut til Thailand, hvor han vist ligger og daser i solen efter sit jobskifte fra direktør til formand for Aarhus Teater. Næste trin på karrierestigen må så være Kulturminister ?
Sven og Dorit var smuttet en tur til Barcelona, og Kaae var sikkert optaget af et eller andet kulturelt i Blokhus. Trier havde igen fået spiseforstyrrelser, men arbejder hårdt på at få appetitten tilbage. Så udover værten var vi Svalgaard, Henrik, Jan og Redaktøren.
Efter de obligatoriske flæskesvær og chips skyllet ned med en øl eller vand og krydret med snak om løst og fast, blev vi budt til bords. Der var dækket fint op med Muselmalet porcelæn, og en lækker Lakseroulade til forret, som blev nydt med et glas hvidvin eller noget alkoholfrit for dem der foretrækker det. Inden hovedretten fortalte Isak, at vi skulle have Dyrekølle fra en Buk, som Isak selv havde 'Nakket'. Isak har fået tildelt en standplads, hvor han må sætte sig ud klokken 4 om morgenen og håbe på, at der kommer et dyr på skudhold, som han må 'nakke'. Det gjorde der så forleden, så den fik et velrettet skud og en stolt Isak bragte dyret hjem til Kirsten, som havde tryllet i køkkenet og frembragt den lækreste steg, som sammen med en fantastisk sovs og syltede Tranebær mm. udgjorde en fantastisk gourmetret. Lidt synd for de stakler, der havde måttet melde afbud, men så kan de lære det !
Isak har naturligvis sørget for at få geviret sat op sammen med de andre to, han har nakket gennem årene.
Imens gik snakken, og historier om de unge dage blev genopfrisket. Desuden består en del af den danske hygge jo ofte i at udveksle historier om oplevelser eller mennesker, og gerne nogen, som de andre har et periferisk kendskab til. Men sladder holder vi os helt fra - næsten.
Henrik takkede i blomstrende vendinger værtinden for et dejligt måltid. Svalgaard sluttede af talen, at der ikke var dessert, men hans surmulen forsvandt dog, da han kom over til kaffebordet og så, at der både var chokolader og småkager ad libitum.
Klokken havde nu sneget sig hen imod 23, så Mumierne brød op og takkede værtsparret for en dejlig aften.
Redaktøren
