Torsdag den 3. april 2025
Frokostmøde på Den Bette Kro

Dette første møde havde Kaae inviteret til at skulle foregå på Den Bette Kro i midten af Aalborg. Det vil sige at han havde ekskluderet Redaktøren af invitationslisten.
Da vi jo har mødepligt, behøver man jo sådan set ikke at svare på en invitation, man skal bare nøde op. Men her er det jo praktisk at vide hvor mødet finder sted, og det præcise tidspunkt for mødet. Så da mandag forløb uden nogen invitation, kontaktede Redaktøren Sven, som kunne bekræfte, at Kaae havde sendt invitationer ud, og fortælle hvor og hvornår mødet skulle foregå.
Således informeret kunne Redaktøren møde op på den Bette Kro kl. 12.30 medbringende en værtindebuket, som Kaae så kunne bringe med hjem til Joan med hilsen fra Mumieklubben.
Den Bette Kro er et hyggeligt spisested med ternede duge på bordet og en venlig betjening. Der var velbesøgt da vi ankom og fik anvist plads i 'Salen', som er en hyggelig stue, hvor vi 8 fremmødte kunne sidde i ro og mag. Kun Isak havde måttet melde forfald på grund af et maveonde. Ærgerligt, for da jeg talt med ham tidligere, havde han givet udtryk for, at han glædede sig til igen at se Mumierne, for han synes det var lang tid siden vi sidst havde mødtes. Det var rigtigt, for vi havde sidst holdt møde i december 2024. Normalt har der ligget et fællesmøde for mumieklubberne i januar eller februar, som har indgået i vores mødekalender, men fællesmødet er gået i sig selv, og bliver ikke holdt mere. Redaktøren har derfor varslet, at fra 2026 flyttes septembermødet til april, så vi igen får et møde først på året, og fordi september åbenbart er blevet en foretrukket feriemåned for Mumierne.
Efter at drikkevarene var bestilt og serveret, kom der en lækker platte på bordet med forskellige lækkerier. Hertil både hvidt brød og rugbrød. Desværre var smørret så frosset, at det var umuligt at smøre ud, så man måtte nøjes med en klat midt på brødet. Men det smagte godt, og alle nød maden.
Som altid gik snakken lystigt, og der var jo meget at tale om. Golfentusiasterne skulle lige have fortalt om deres seneste golfrejser, og opstarten i klubben. Vi andre kunne så enten smalltalke eller drøfte de seneste vanvidsmeldinger fra USA, hvor Trump tilsyneladende er besluttet på at disrupte verdensordenen. Ud over hans bestandige udtalelser om at han 'needs Greenland', som han vil have enten frivilligt eller med militærmagt, så har han nu besluttet at lægge told på alle importvarer til USA. Hans regnemetode har ingen forstået, men i satsen indregner han vist nok ekstra for handelsunderskud med de enkelte lande. Desuden pålægges selv ubeboede øer også en toldsats, hvordan han så end har regnet den sats ud. Eksperter mener, at han har brugt AI til at fastlægge toldsatserne, og at lande, der blot har et domænenavn, men ingen beboere derfor er blevet pålagt en eller anden arbitrær toldsats.
Nu afventer vi så de enkelte landes modsvar. Kina har allerede svaret ved at lægge den samme sats, 37% på varer importeret fra USA. Og aktiemarkederne er gået i rødt verden over, og udviser fald, som vi senest så, da verden lukkede ned da vi blev ramt af Coronaepedemien. Hvor dette ragnarok ender ved ingen, men Donald Trump mener at dette er vejen til at 'Make America Great Again'. Herhjemme holder Regeringen vejret, for den vil så nødig genere Hr. Trump. Meget forståelig, måske, for ingen ved jo hvad den tosse kan finde på i sin egocentrerede galskab, som tilsyneladende kan få lov til på diktatorisk vis at styre al amerikansk politik, uden at nogen føderal politiker tør løfte en hånd. Desuden begynder der at komme rygter om, at han på Putinsk vis vil forsøge at forlænge sin præsidentperiode udover 2028, hvor han ellers i følge forfatningen skal forlade Det Hvide Hus efter 8 år i embedet.
Nå, da det er svært både at ryste på hovedet og spise samtidig, kom vi hurtigt over dette emne, og hyggede os i stedet med snak om stort og småt i det hjemlige.
Efter maden fik vi en kop kaffe, og de første begyndte at dampe af efter endnu en hyggelig frokost, denne gang ude i byen.
Tak til Kaae for et fint arrangement.
PS. Du må gerne huske at invitere Redaktøren næste gang - hvis du altså mener han skal med.
Redaktøren