Besøg i Ulsted Mølle

Torsdag den 2. maj 2024

Kom maj du søde milde, synger vi, og i år passede det, for vi oplevede de første varme dage her i begyndelsen af maj, hvor Mumierne havde sat hinanden stævne hos Kirsten og Isak i Ulsted.

Kirsten er netop gået på pension, så derfor var vi inviteret til frokost. Dermed kan vi konstatere, at vi er blevet en frokostklub, hvilket passer os fint, både af hensyn til det svigtende nattesyn, og den manglende evne til at holde os vågne sent på aftenen.

I den dejlige sol og lette østenvind nød vi den flotte have, og fik lagt bunden med chips og flæskesvær, medens snakken gik mellem Mumierne, som igen var mødt fuldtalligt op.

Herefter blev vi budt til bords indenfor, hvor der var dækket fint op og forretten, bestående af en lækker Lakseroulade stod klar.

Da den var nydt, serverede Kirsten tallerkenanrettede stegt Svinemørbrad med Pastastrimler etc. Medens vi nød maden blev minder, bysladder og politik delt. Et emne, der var dukket op, var RT5's kommende Internationale møde, som vi havde hørt rygter om, men ikke modtaget information om. Ved en kontakt til klubben, viste det sig, at vi var 'faldet ud' af deres mailingliste til Mumierne. Men efter at vi nu var blevet orienteret, måtte vi konstatere, at med det lagte prisniveau for deltagelse, var der ikke den store interessere for at deltage i begivenheden. I stedet fik vi en god snak om vores Internationale møde i 1989, som blev gennemført med stor succes med mere end 200 deltagere fra de fleste europæiske lande.

Isak klemtede nu på glasset, og indbød os til en tur over vejen for at se Møllen, som Isak har været med til at genopbygge.

Det er en imponerende flot mølle, som står fuldstændig perfekt, og som oven i købet fungerer perfekt, og kan male korn som i gamle dage. Indenfor åbenbarer sig et tømmerværk, der kan imponere enhver. Isak fortæller, at der kommer mange besøgende, herunder skoleklasser for at besøge møllen, og få lov til at kravle op gennem etagerne og bese valsehjul og tømmer i nogle dimensioner, som man ikke forestiller sig findes.

Møllelauget arbejder stadig med møllen, for der er altid ting, der kan gøres bedre, og ting der skal holdes ved lige. For at finansiere arbejdet med møllen, har lauget fundet på at man kan 'melde sig ind i foreningen' ved at sende 100 kr., hvilket vi naturligvis skyndte os at gøre.

Man kan ikke andet end have dyb respekt for det lokale initiativ, der er udvist i Ulsted for at få genskabt møllen. Et enormt arbejde må ligge bag, og masser af godt håndværk vidner om, at de ved hvad de har med at gøre i det Møllelaug.

Hjertelig tillykke med det flotte resultat, Vi håber at møllen vil blive bevaret i mange generationer fremover.

Imens havde Kirsten gjort klar til kaffe og Svesketriffel i gården. Ja, det vil sige, vi har igen fået en ikke-kaffe-drikker i Jesper, som Ligesom Trier ikke drikker det sorte stads.

Men godt smagte både Triflen og kaffen. Herefter begyndte Mumierne at sive. Advokaten havde en generalforsamling kl. 17.30, så han smuttede hjem for at øve lidt med dirigentklokken. Vi andre tømte kaffekanden, og tog derefter afsked med Kirsten og Isak.

Vi ønske Kirsten held og lykke med sin nye tilværelse som pensionist. Med det aktivitetsniveau du har, varer det ikke længe inden du vil undre dig over hvordan du havde tid til at arbejde.

Tak for en dejlig eftermiddag i Ulsted.

PS. På vejen hjem afleverede Redaktøren Sven på Birke Allé, og da han tager sin taske på bagsædet, opdager han, at der står en buket blomster bag mit sæde. Det var værtindebuketten, som Redaktøren havde glemt alt om. Pinligt, men det er måske fordi Redaktøren har for mange gøremål, så hvis én af jer Mumier vil overtage 'Blomstetjansen', skal han være velkommen.

Marie ringede til Kirsten, og aftalte, at hun tager en Mumiebuket med til Kirsten, når hun næste gang holder pigemøde. Som dokumentation på min glemsomhed, fik Kirsten et foto af buketten, og en undskyldning.

Redaktøren


Den glemte værtindebuket


Isak fortæller Jesper om Møllens indretning


Henning leger Møller


Imponerende mekanik